Der er godt fyldt op i de aarhusianske folkeskoler. Knap 1.200 elever gik sidste skoleår i en klasse med mindst 28 elever. Men det skal der laves om på, mener en række byrådspolitikere, der lover mindre klasser og mere voksentid.

»Skolerne trænger virkelig til et løft. Når der er 28 elever i klassen, bliver det simpelthen for svært at få tid nok til den enkelte elev,« siger Mette Bjerre fra SF.

Konkret foreslår SF, at der løbende over de næste ti år skal indføres et klasseloft på 26 elever og på sigt 24.

Det kommer ifølge partiet til at koste 176 millioner kroner i øgede undervisningsudgifter, og dertil kommer anlægsudgifter på omkring 250 millioner til nye klasselokaler.

Det skal finansieres ved at hæve skatten med en-to promille.

»Det er klart, det er dyrt, men det er et politisk valg at give et permanent løft til folkeskolen, som vi synes skal prioriteres,« siger Mette Bjerre.

tip os
Mistrives dit barn i den aarhusianske folkeskole? Så tip os her

Som det er i dag, får skolerne penge pr. fyldt klasse, så der kan være et økonomisk incitament til at fylde 28 elever i klasserne. Det kritiserer både Skole og Forældre i Aarhus og Århus Lærerforening.

»Folkeskolen i Aarhus er i forvejen komplet underfinansieret, og på denne måde er det klart, at skolerne vil fylde klasserne op,« siger næstformand i Århus Lærerforening Søren Hansen.

Eva Borchorst Mejnertz, der er forkvinde for Børn og Unge-udvalget for Socialdemokratiet, vil gerne arbejde for, at 26 elever i klasserne fremover kan udløse det fulde beløb fra kommunen. Men hun mener også, at det nogle steder sagtens kan fungere med store klasser med 28 elever.

»Det skal være en lokal beslutning, for nogle steder kan de fungere rigtig godt med 28 elever. Det kan være, der er en to-lærer-ordning, og at lokalerne er blevet indeklimarenoveret, så de sagtens kan rumme det,« siger Eva Borchorst, der også selv har gået i en klasse med 28 elever i folkeskolen og været glad for det.

Hos Venstre mener Louise Louring, der er medlem af Børn- og Ungeudvalget, at SF går for langt, når partiet vil sænke elevtallet til 24:

»Det er sindssygt vigtigt, at der er voksne, der har tid til at se vores børn, for ellers kan det få store konsekvenser for både indlæring og trivsel, men et loft på 24 elever er absurd dyrt. Det er for dyrt,« siger hun og sigter i stedet på at ramme 26 elever.

Nye Borgerliges spidskandidat, Henrik Arens, er helt imod et lavere klasseloft:

»Selvfølgelig skal der ikke sidde 50 elever til en matematiktime. Men vi må have tillid til, at lederne på de enkelte skoler gør det, der er bedst for vores børn,« siger han.

Selvom der er et flertal i byrådet, der altså går ind for færre elever i klasserne, er det ikke noget, der er kommet til udtryk i det budgetforlig, der er blevet indgået for næste år.

Thomas Medom, der er SF-rådmand for Børn og Unge, forklarer, at det ikke blev prioriteret, fordi der var mere brug for pengene andetsteds:

»Vi havde det med til forhandlingerne, men vi må være ærlige og sige, at denne gang valgte vi, at de penge, der er afsat til at løfte folkeskolen, skal gå til specialområdet, for der er der store udfordringer,« siger rådmanden.