De to sider af Yahya Hassan: 'Han ville bare gerne finde sin egen plads'

Der var to udgaver af Yahya Hassan.

Der var ham, som langt de fleste nok husker som den udbasunerende og velformulerede digter, der ikke var bange for at omtale sin 'flotte, omskårede pik' på direkte tv. Ham, som begik sig i kulturkredsene i København, var hovednavn på bogmesser og blev kaldt 'en lysende komet'.

Og så var der den Yahya Hassan, som begik sig i miljøet i Aarhus V. Det var ham, som Walid Zaher kendte. Walid Zaher er formand for Indvandrerradioen, som var de første til at bringe nyheden om digterens alt for tidlige død.

Begge udgaver er gået bort. 24 år. Begge udgaver har efterladt folk i sorg.

Indvandrerradio-formanden har gennem Yahya Hassans far kendt digteren, siden han var en lille dreng. Og Yahya Hassan lagde også jævnligt turen forbi radioen, som i 30 år har sendt radio på flere forskellige sprog. Den Yahya Hassan, som besøgte radioen, var mere tilbageholdende end frembrusende, fortæller Walid Zaher.

»Vi oplevelse også den side af ham, som var genert. For eksempel blev han meget genert, når de unge damer ville tale med ham,« husker formanden og fortsætter:

»Jeg tror, det fra hans opvækst. Han havde oplevet meget, og han har manglet nogen at tale ud med.«

Opvæksten i Trillegården i Aarhus V talte Yahya Hassan ofte åbent og meget om. Og ofte med hårde vendinger. Han skrev digte om en voldelig barndom og kritiserede sin muslimske baggrund. I kontroversielle interviews uddybede den uforudsigelige digter sine holdninger.

Men selv om Yahya Hassans ord både vandt ham priser og satte ham på toppen af listen over bestsellerdigtere, manglede han nu alligevel nogen at tale med. Sådan rigtigt tale med. Det mener Walid Zaher i hvert fald:

»Os, som havde tæt kontakt til ham, vidste, at han havde brug for nogen, der kunne omfavne og hjælpe ham. Men han åbnede sig ikke. Hvis man oplever udfordringer indeni - psykisk - kan du enten lukke i og isolere dig, eller du kan åbne op og tale,« fortæller Walid Zaher og tilføjer: »Yahya prøvede at skubbe os væk.«

Sidst, han talte med Yahya Hassan, var efter han sidste år for en stund var blevet udskrevet fra psykiatrisk behandling. Det var kort før, hans anden digtsamling blev udgivet som lyn fra en helt og aldeles skyfri himmel.

Pludselig var 'Yahya Hassan 2' der bare, og den var på mange måder ligeså hård som den første. Den handlede om både vrede, sammenbrud og tvivl.

Sammen drak digterstjernen og Walid Zahar, der begge har palæstinensisk baggrund, en kop kaffe og drøftede bogen. En bog, der nøjagtigt som den første landede et tørt sted i kulturelle Danmark.

Det var i den verden, han havde den ene fod placeret. Den anden var i Aarhus V.

»Han mærkede hele tiden forskellen mellem to kulturer, og han ville bare gerne finde sin egen plads i det. Han ville ikke tilhøre nogen grupper,« fortæller Walid Zahar om sin oplevelse af Aarhus-digteren.

»Der var ikke nogen, der skulle lære ham, hvad der var rigtigt og forkert. Det skulle han nok selv finde ud af.«

Og netop det forsøgte han: At finde ud af det hele. Walid Zahar fortæller, at han ofte har talt med Yahya Hassan om vigtigheden i ikke at fordømme nogen på baggrund af, hvor de er fra.

»Jeg sagde til ham, at hvis han ville lære om kulturen, skulle han tale til landet og se udviklingen. Han var meget åben for at lære om andre, og hvordan de lever samt deres kulturer.«

Yahya Hassan var heldig, mener Walid Zahar, og henviser til, at han udnyttede sine muligheder for at rejse rundt i verden og lære. Og det inspirerede mange.

»Alle fra miljøet med folk af anden etnisk baggrund kendte ham, og mange unge mennesker så op til ham,« fortæller Wahid Zaher, hvis egen 14-årige søn har et billede af digteren som baggrund på sin computer.

Formanden for Indvandrerradioen fortæller, at han var chokeret, da han torsdag modtog nyheden om Yahya Hassans dødsfald. Han er ikke sen til at kalde digteren begavet. Men han var også kompleks ud over det sædvanlige.

Uanset hvilken side af Yahya Hassan, man kendte, var han dog i bund og grund et åbent menneske, slår Walid Zahar fast.

»Han kunne lide alle folk, og han havde ikke noget imod nogen på grund af deres kultur, religion eller race. Det, han fortalte om, var hans egne oplevelser. Det var hans fortælling.«

»Han fortalte den for at hjælpe andre. Mange har oplevet det samme, men ingen kan fortælle det som ham.«