Lørdag aften tonede Englands premierminister Boris Johnson frem på skærmen og sagde de ord, som englænderne havde frygtet, men også forventet.
»Jeg er bange for, at fra på torsdag er beskeden den samme: Bliv hjemme, red hospitalsvæsenet, og red liv,« sagde en dyster Boris Johnson.
Nedlukningen kom efter adskillige advarsler fra regeringens sundhedsrådgivere om, at smitten var løbet løbsk i England.
Blev der ikke gjort noget radikalt for at knække smittekurven, ville intensivafdelingerne løbe tør for plads allerede den 20. november, fortalte Johnson.
»Eksperter advarer om, at virussen nu breder sig hurtigere, end de havde forestillet sig i selv de værste scenarier,« sagde Boris Johnson.
Men England havde på mange måder allerede handlet radikalt i forhold til virussen.
Ligesom andre europæiske lande havde landet en stille sommer efter et hårdt forår, og da de første rapporter om stigende smitte begyndte at tikke ind, da sommeren gik på hæld, var englænderne hurtigt ude med hårde restriktioner.
Muligvis kloge af skade efter en brutal start på epidemien med over tusind dødsfald dagligt i slutningen af april, da det så værst ud.
Allerede den 14. september indskrænkede englænderne forsamlingsforbuddet til seks personer - både indendørs og udendørs. Englænderne skulle i forvejen bære mundbind i offentlig transport og i butikker.
Kort tid efter - den 22. september - indførte England en række nye restriktioner.
Ansatte skulle i videst muligt omfang arbejde hjemmefra, og pubber, restauranter og barer måtte kun have siddende gæster.
Ligesom i Danmark skulle gæster bære mundbind, hvis de rejste sig fra deres plads.
Trods de skrappe tiltag så England dog ikke kurven knække. Tværtimod.
Den 22. september blev 4.926 briter konstateret positive. Søndag den 1. november var tallet 23.254.
Tidligere administrerende direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, mener, at englændernes kultur og demografiske sammensætning spiller en rolle.
»Englænderne bor generelt dårligere end danskerne. En by som London er eksempelvis meget tæt bebygget, og det giver smitten gode forudsætninger for at sprede sig. Samtidig har englænderne også en anden kultur med at gå på pubber, end vi har i Danmark, og det kan være nogle af forklaringerne på, at de har så svært ved at få styr på epidemien,« siger Nils Strandberg Pedersen.
Han peger også på, at det faktum, at der bor mange immigranter i England kan bidrage til, at smitten bliver ved med at have godt fat i det engelske samfund.
»Vi ved erfaringsmæssigt, at det kan være svært at begrænse smitten i de miljøer. Der kan være en mistro til myndighederne hos nogle, kombineret med at folk bor meget tæt på lidt plads og ofte har job, hvor de er meget eksponerede for smitte,« siger Nils Strandberg Pedersen.
Ligesom Danmark har England truffet et valg om at holde skoler og uddannelsesinstitutioner åbne, og det bidrager også til, at smitten spredes, mener Nils Strandberg Pedersen.
»Hvis man sidder 25 personer i et klasselokale uden mundbind på, så er der en risiko for, at smitten spredes, og vi kan se, at næsten alle lande har problemer med smittespredning blandt de store elever. Det har vi også herhjemme,« siger han.
Nils Strandberg Pedersen bemærker dog også, at han har forståelse for, hvorfor man i de forskellige lande er villige til at gå rigtigt langt for at holde skolerne åbne.
Og England har også valgt, at skoler, ungdoms- og universitetsuddannelser skal forblive åbne selv under den nuværende lockdown.
