'Må gud hjælpe vores soldater i vores hjemland,' skriver en dansker med tyrkiske rødder på Facebook.

Han og mange andre har den seneste uge delt videoer og billeder, som støtter Tyrkiets militære offensiv i det nordlige Syrien.

Mens den danske regering og store dele af Vesten tager afstand fra krigshandlingerne, så hylder flere dansk-tyrkere herhjemme Erdogans politik.

På Facebook kan man se billedet af en maskeret soldat, der holder det røde tyrkiske flag i hånden ledsaget af ordene:

'Det er et flag, der er farvet af blodet fra vores martyrer'.

En anden deler en videohyldest af det tyrkiske militær, der med soldater og lange kolonner af køretøjer bevæger sig mod den syriske grænse.

I en Facebook-gruppe for tyrkere i Danmark antyder en enkelt, at man har erobret to byer i Syrien - næste skridt kunne være Israels hovedstad, Tel Aviv.

Det overrasker dog ikke Tyrkiet-ekspert og journalist Deniz Serinci.

Oversættelse: »Når vi siger Tel Abyad og Tel Rifat (byer i det nordlige Syrien), får vi også lyst til at sige Tel Aviv.«
Oversættelse: »Når vi siger Tel Abyad og Tel Rifat (byer i det nordlige Syrien), får vi også lyst til at sige Tel Aviv.«
Vis mere

»Mange tyrkere i Danmark stammer fra konservative landeområder i Tyrkiet, og det er Erdogans kernesegment,« siger han.

Som det dog ofte er med international politik og årtier lange konflikter, så ligger der også meget andet bag. Kogt ned handler det om tre ting.

Ifølge tyrkisk tv stemte mere end seks ud af ti tyrkere bosat i Danmark for en ændring af Tyrkiets forfatning, der giver mere magt til præsident Erdogan. Mange danske tyrkere støtter derfor rigtig nok den siddende regering, men sympatien for operationen i Syrien handler også om kurdere og syriske flygtninge.

»Der er også tale om en opsparet vrede, hvor der er mange følelser på spil, fordi Tyrkiet har kæmpet mod militante kurdere i 35 år,« siger Deniz Serinci.

Tekst under videoen oversat til: »Dette flag. Det er flaget for dem, der kæmper for Allah.Dette flag. Det er et flag, der er farvet af blodet fra vores martyrer...«
Tekst under videoen oversat til: »Dette flag. Det er flaget for dem, der kæmper for Allah.Dette flag. Det er et flag, der er farvet af blodet fra vores martyrer...«
Vis mere

En konflikt som siden 1984 har kostet over 40.000 civile og soldater livet i Tyrkiet.

»Den holdning, som jeg møder blandt tyrkere herhjemme, er, at de ikke har noget imod kurderne generelt, men kun noget imod kurdiske militante.«

Spørger man Erdogan, så er kamphandlingerne i Syrien også netop målrettet de kurdiske styrker, som man opfatter som terrororganisationer.

'Vores mål er at stoppe skabelsen af en terrorkorridor over vores sydlige grænse og at bringe fred til regionen,' skrev Erdogan på Twitter, da krigen begyndte.

Eller som en en dansk-kurder skriver på Facebook: 'Der findes intet Kurdistan, og Tyrkiet er ikke i krig med kurdere. Det er et terror-oprydningsprojekt.'

Gnidningerne mellem kurdere og tyrkere er ifølge Deniz Serinci som konsekvens også blevet værre herhjemme de seneste år.

»Jeg frygter, at der vil opstå voldelige sammenstød i Danmark,« siger han og nævner, at mange tyrkere og kurdere allerede boykotter hinandens restauranter og ender i alvorlige, fysiske konflikter.

En anden faktor, som spiller ind, når mange dansk-tyrkere hylder Erdogans militære offensiv, er polarisering.

Tekst oversat til: 'Tag til Israel og USA og fortæl dem, at Muhammeds hær er tilbage'
Tekst oversat til: 'Tag til Israel og USA og fortæl dem, at Muhammeds hær er tilbage'
Vis mere

»Nogle føler måske heller ikke, at de er en del af Danmark, og de kan i den grad spejle sig i Erdogans retorik om, at Vesten aldrig vil acceptere dem.«

En tredje faktor drejer sig om flygtninge. Flere dansk-tyrkere nævner, at Erdogan 'befrier' områder i Syrien, så millioner af syriske flygtninge kan vende hjem.

»Mange tyrkere herhjemme har haft dårlige oplevelser med syriske flygtninge, når de har været på ferie i Tyrkiet. De sympatiserer derfor med Erdogans planer, når han vil flytte dem til det nordlige Syrien. Støtten viser de ved at hylde landets hær på Facebook,« forklarer Deniz Serinci.

Problemet er, at de områder, som Tyrkiet vil genbosætte de millioner af flygtninge i, lige nu er kontrolleret og beboet af kurdere. Det betyder, at mens nogle danskere med tyrkiske rødder hylder offensiven, så protesterer danske kurdere over det samme foran Christiansborg, hvor de kalder Tyrkiets præsident for Hitler og kritiserer den danske regering for ikke at gribe ind i konflikten.