Er der grænser for, hvad københavnernes skattekroner bør være med til at finansiere? 

Det spørgsmål er aktuelt, da alternative kulturhuse i København har lagt hus til arrangementer med venstreradikalt og autonomt indhold. 

Folkets Hus på Nørrebro har dannet ramme om arrangementer, der beskrives som »autonom aktivistisk træning«.

I Instagram-opslag fra Palæstinensisk Solidaritet lyder det, at træningen er tænkt som »en introduktion til direkte aktion – fra de værdier og principper, der forener aktionister, til den praktiske organisering og aktionisternes fælles ansvar.«

Arrangørerne inkluderer ifølge opslagene AFA (Antifascistisk Aktion, red.) og Pal.Solidarity (Palæstinensisk Solidaritet, red.).

Ifølge et forvaltningssvar fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen modtog Folkets Hus 604.000 kr. i 2025. Tilskuddet administreres via Fonden De Åbne Rum, som driver flere alternative kulturhuse.

Folkets Hus er ikke det eneste såkaldte alternative hus i København, der åbner dørene for venstreradikale aktiviteter. 

Ifølge et Instagram-opslag fra AFA vil Ungdomshuset 5. november lægge hus til et såkaldt 'Riot Night'-arrangement.

Opslaget viser, at arrangementet vil fejre »alle de mennesker over hele verden, som kæmper mod staten og deres lejesoldater«, og at der skal vises videoer med optøjer.

I opslaget fremgår sangen »tout le monde deteste la police,« de franske slagord, som betyder »alle hader politiet«.

Da den højreorienterede græsrodsbevægelse Det Danske Folk havde optog i København 17.oktober, sang nogle af moddemonstranterne disse franske slagord.

Politiet anholdt op til ni mennesker for vold mod politiet. Videooptagelser fra B.T. viser spytning mod betjente og kast med øldåser og en caféstol. 

AFA var blandt de grupper, der støttede moddemonstrationerne mod den højreorienterede græsrodsbevægelse Det Danske Folks optog.

Slagordene høres også blandt de optøjer, der disse dage finder sted i Frankrig.

Ungdomshuset modtager penge fra Københavns Kommune. De kommer primært fra Puljen til Alternative Kulturhuse. Ungdomshuset selv får tildelt 1,5 millioner kroner af Københavns Kommune om året.

Samlet set er der i Budget 2025 afsat cirka 3,3 millioner kroner årligt til Fonden De Åbne Rum for driften af Ungdomshuset, Folkets Hus og flere andre formål.

Tilbage står spørgsmålet om venstreradikale gruppers arrangementer burde finansieres gennem offentlige midler. 

Den konservative politiker Niels Peder Ravn mener, at det er »mærkeligt« at give tilskud til disse huse, da B.T. taler med ham. 

»De (alternative huse, red.) praktiserer i bund og grund venstreekstremisme med Antifa og lignende typer. Det er beskæmmende, at man år efter år giver penge til alternative kulturhuse og lader som ingenting, mens man er forarget over højreekstremister,« siger han og fortsætter:

»Der skal tages afstand fra alle former for ekstremisme fra både venstre-og højrefløjen. Forskellen er, at nazistiske tosser ikke gør det på kommunale støttekroner. Det er en stor forskel. Det er en dobbeltstandard.«

Men har husene ikke ret til at vælge, hvem de vil modtage? 

»Folk må mene, hvad de vil – men ikke for kommunale penge. Men mit problem er, at pengene kunne være gået til pigefodbold, ældregymnastik eller keramikaftener for enlige LGBT-personer,« siger han og tilføjer: 

»Nu går det til autonome i Ungdomshuset, så de kan ryge tjald og more sig over, at politiet får tæsk i Paris.«

B.T. har rakt ud til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen for at høre om deres holdning om kommunale tilskud til alternative huse.

Ifølge forvaltningen betyder tilsyn med husenes aktiviteter ikke, at »forvaltningen løbende gøres bekendt med og godkender enkelte arrangementer.«

Der stilles krav til aktiviteter, der afholdes i huse, der modtager penge fra puljen. »Aktiviteter skal naturligvis først og fremmest overholde loven,« skriver forvaltningen.

Det er Fonden De Åbne Rum, som har ansvar for at føre kontrol med aktiviteterne i husene, herunder at de ikke er i strid med loven samt krav og aftaler. Forvaltningen oplyser til B.T., at de har gjort fonden opmærksom på arrangementerne.

Det er ikke forvaltningens vurdering, at Riot Night-arrangement i Ungdomshuset er i strid med loven.

Oktobers moddemonstrationer var ikke første gang, at AFA har været involveret i konfrontationer med politiet. 

I 2019 kom personer med tilknytning til AFA i slagsmål med politiet den første maj. 

I begyndelsen af 2026 har B.T. dækket, hvordan AFA tog ansvar for en brandbombe i hjemmet hos Anders Johansen, en aktivist for Generation Identitær, en del af den yderste højrefløj.