David Hansen fra Aarhus underviser i fænomenet 'prepping', jagt og udendørs liv. I sin have har han en bueskyttebane, bål og en gang imellem fælder.

Det har han for at være så godt forberedt som muligt, hvis der skulle komme krig i Danmark.

»Hvis det går helt galt, så er man nødt til at kunne hjælpe hinanden,« fortæller han.

Han har i den seneste tid fulgt med i, hvordan flere 'preppere' er kommet på banen. Men han er ikke imponeret.

Der er nemlig forskel på at være 'rigtig prepper' og så bare at melde sig til på en Facebook-gruppe, mener han.

»Det nytter ikke noget, at man graver 1.000 dåser tun ned i haven, og så kan leve af det i et halvt år.«

»Alle kan købe tun og toiletpapir, hvis de har lyst til det. Men hvis der lige pludselig ikke er strøm eller olie at få fat i, så har vi et problem, og så skal man kunne nogle færdigheder,«

»Jeg kan også huske, at mange skyndte sig ud at købe gær for at kunne bage brød. Men hvor mange ved egentlig, hvordan man laver surdej, når gæren slipper op?« fortæller han.

'Prepping' dækker over det fænomen, at man forbereder sig på at kunne overleve i krisesituationer.

Og ifølge David Hansen er det at være 'rigtig prepper' ens måde at tænke på. Det handler om at tillære sig evner, så man kan være selvforsynende, lave bål og skaffe vand.

»Hvis man skal være rigtig forberedt på krig, så er man nødt til at øve sig på de her færdigheder. Det vil være rigtig godt for mange at blive dus med naturen og med nogle håndgribelige færdigheder,« fortæller han.

På Facebook dukker den ene gruppe om 'prepping' frem efter den anden. I marts skrev B.T. om, hvordan gruppen 'Preppers i DK' på to uger havde fået over 500 nye medlemmer.

»Det vælter ind med folk, der tilsyneladende ikke rigtigt har interesseret sig for den slags før, men som på den ene eller anden måde gerne vil forsøge at forberede sig lidt, hvis der skulle ske noget.«

»For eksempel hvis Putin pludselig skulle få trang til at trykke på atomknappen, eller resten af Europa skulle blive involveret i krigen,« siger Bernt Christian Gotfredsen, der er en af administratorerne i gruppen og tilføjer:

»I vores gruppe er hr. og fru Leverpostej pludselig begyndt at interessere sig for, hvad man gør, hvis strømmen går, og hvor meget mad det egentligt ville være rart at have på lager,« siger en administrator, der udtaler sig anonymt, fordi han har arbejdet et årti i forsvaret og nu i beredskabet:

»Militærfolk som mig ved jo godt, at chancen for, at Putin sønderbomber Sønder Bøvelse, eller hvor man nu har plantet sin ligusterhæk, er relativt lille, ligesom det også er meget svært at forestille sig, at Putins store mægtige invasionshær skulle rulle ind over Køge Bugt i nærmeste fremtid, men frygten er begyndt at fylde – særligt hos kvinder med børn,« siger han.

'Preppers i DK' er med sine 6.000 medlemmer den største Facebook-side herhjemme.

»Der er mange, der ligesom bliver nervøse, går i panik, og så joiner man noget, så man har en lille idé, men hvis man skal være rigtig forberedt på krig, så er man nødt til at øve sig på de her færdigheder som for eksempel at kunne skyde sit eget bytte,« understreger David Hansen.

David Hansens interesse stammer helt tilbage fra, da han var lille.

»Jeg har været spejder, og der siger man 'vær beredt', så det synes jeg, giver meget god mening,« fortæller han.

For nu har baghaven også kun dannet ramme for træning, og han håber, det bliver ved med at være sådan.

B.T. har været i kontakt med en katastrofeforsker, der reagerer på stigningen i antallet af 'preppere' herhjemme.

Hans anbefalinger kan du læse her.