Håret var sat. Smilet bredt. Den unge nordjyde vidste præcist, hvordan han skulle charmere kunderne og imponere sin chef. Men hjemme i lejligheden faldt facaden.

»Min økonomi sejlede. Min lejlighed stank. Jeg kunne ikke engang finde ud af at vaske tøj,« siger David Andersen, som ironisk nok arbejdede i en tøjbutik.

Udadtil kørte det hele - han blev butikschef som 21-årig. Indeni var han ødelagt. Med god grund.

Der er ikke mange unge fyre, som oplever først at miste sin bedste ven til kræft, for et halvt år senere at se sin kernefamilie blive brudt op af en skilsmisse.

David mistede som 19-årig sin bedste kammerat.
David mistede som 19-årig sin bedste kammerat. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

På Facebook forsøgte han kort at råbe om hjælp med opdateringer som: ‘Jeg savner dig, kammerat’ og ‘Fuck, jeg har det hårdt.’

Men folk »gad ikke det følelsespis«.

Så han holdt mund og begyndte at selvmedicinere sig. Handlingens mand, som han er. Præcis ligesom et ukendt antal af andre unge mænd.

For mens de unge piger i høj grad er begyndt at tale om angst, stress samt depression og boner så kraftigt ud i statistikkerne, at fænomenet har fået et navn, ‘12-talspigerne’, så boner de unge fyres mistrivsel ud i adfærden.

De dulmer problemerne med hash og alkohol. Dropper ud af studier og praktikforløb. Eller vender sig mod computeren, hvor spillet er til at finde ud af. Et adfærdsmønster, der i alleryderste konsekvens resulterer i, at tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord.

En adfærd, som i sidste ende giver dem endnu flere problemer. Det skete i hvert fald for David.

»Var der gået to måneder mere, ved jeg ikke, om jeg havde været her i dag,« siger han.

I 2010 var David 19 år og boede i et lille lokalsamfund uden for Aalborg, hvor han var vokset op med sine forældre og tre ældre søstre. Og få kilometer fra ham boede hans bedste kammerat.

»Han var nærmest som en bror for mig,« siger David Andersen.

I 2009 fik kammeraten leukæmi, og et år senere døde han.

»Vi kom fra en lille by, alle kendte ham, og alle kendte mig. Men det var svært at snakke om, at jeg var ked af det. Alle var jo kede af det, fordi en ung mand var død,« siger David Andersen.

Samtidig var han i en ‘håndværker-omgangskreds’, hvor følelser ikke var noget, man talte om. Man hyggede sig, drak øl og røg.

I en lang periode havde hashen total overtaget hans liv.
I en lang periode havde hashen total overtaget hans liv. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

David havde før eksperimenteret lidt med stoffer, men efter kammeratens sygdom og død blev hash hans medicin.

»Hver gang jeg fik en ny besked om min kammerats sygdom, dulmede jeg den med at ryge. Enten alene eller sammen med nogle kammerater,« siger han.

Og da kammeraten døde, og hans forældre seks måneder senere blev skilt, flyttede hashen for alvor ind.

»Jeg havde nogle kammerater, jeg røg med, men mit reelle misbrug foregik alene derhjemme,« siger han.

På et tidspunkt røg han otte-ni joints om dagen og kunne nærmest ikke falde i søvn uden at have røget.

Han holdt facaden udadtil. Glad, energisk og klassens klovn.

Indeni var han styret af tvangstanker.

»Min hjerne var fyldt med labyrinter, hvor jeg skulle have et svar klar på ethvert scenarie, jeg kunne møde i løbet af dagen,« siger han.

David var med sine egne ord den ‘hårdtarbejdende og utrolig pligtopfyldende fyr’, men tanken om at ryge slap han aldrig.

»Hvis jeg vidste, jeg havde en joint hjemme, kunne jeg nærmest ikke vente med at komme hjem og ryge,« siger David Andersen.

Hans misbrug begyndte at gå ud over venskaberne.

»Jeg blev aldrig aggressiv, men kunne komme med nogle kæmpe vredesudbrud, når jeg var fuld eller skæv. Dagen efter snakkede vi aldrig om det,« siger han og forklarer, at tavsheden gjorde det hele værre:

»Jeg havde en følelse af, at jeg havde været en idiot, men kunne ikke snakke med nogen om det.«

Stemningen i gruppen var, at ‘nu hygger vi os og laver nogle drengestreger’. Var man ikke med på den, blev døren stille og roligt lukket i - uden større drama.

Ingen af kammeraterne turde sige det, som det var:

»David, du opfører dig som en idiot.«

Det blev i stedet hans chef, der reddede ham - på målstregen.

Han stillede David et ultimatum. I løbet af 48 timer skulle han selv fortælle sandheden, ellers ville chefen gøre det. Ud kom det.

»Det håndterede jeg selvfølgelig ved at ryge mig totalt skæv. Men dagen efter ringede jeg så til min mor,« siger David Andersen.

»Jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke mere,« sagde han.

Hemmeligheden var ude, og det var en kæmpe lettelse. Han kom i behandling og glædede sig ligefrem til at møde op i misbrugscentret, hvor han blev mødt af en behandler, som kendte miljøet; kaldte en joint for en ‘spliff’ og den slags.

Endelig satte David ord på sin historie. På et tidspunkt stoppede behandleren hans talestrøm:

»Hold kæft, du har det dårligt,« sagde hun og fortsatte: »Du var 19 år gammel. Du fik hele dit fundament trukket væk under dig. Jeg kan godt forstå, du er ødelagt.«

David havde hele tiden beskyldt hashen og sin dårlige økonomi for, at han havde det dårligt. Kammeratens død og forældrenes skilsmisse burde han jo være kommet sig over - for længst, tænkte han.

Men nu indså han, at hashen var et biproblem.

»Hashen skulle jeg nok klare at smide væk. Men det, at jeg var ødelagt indeni, tog lang tid at arbejde med.«

Sammen med sin behandler fik han visualiseret sin historie og sat nogle klare mål.

»Har du overvejet at begynde at spille guitar?« foreslog behandleren som et bud på, hvordan David kunne få sin fingre og tanker væk fra at ryge.

Og selvom talentet ikke var til en stor musikalsk karriere, hjalp det at optage sin hjerne med noget andet.

David var fast besluttet på, at hans liv nu skulle tilbage på rette spor, og fik lov til at fortsætte på HF, selvom han missede mange timer.

»Det lykkedes. Jeg kom ud med et snit 11,4 trods en fraværsprocent på 24,« siger han.

I dag er han 28 år gammel. Han er halvandet år fra at være uddannet psykolog. Han er frivillig i Headspace, hvor han afholder workshops og foredrag målrettet andre unge fyre, der mistrives. Og så har han fået en sød kæreste.

»Da jeg havde det rigtig dårligt, kunne jeg slet ikke knytte mig til nogen. Jeg havde ikke overskud til at lukke en ny person ind bag mine facader,« siger han.

Og da den helt rigtige så en dag stod der, spillede han med helt åbne kort.

»Hun fik fra start alt at vide, så hun selv kunne vurdere, om det var noget, hun havde lyst til at være en del af. Min personlige bagage kan være lidt tung.«

David ville ønske, han kunne sige, at han havde været stoffri siden 2014. Det er bare ikke sandheden.

»Jeg har haft små tilbagefald. Men i stedet for at banke mig selv i hovedet tænker jeg, at for hver dag, jeg ikke ryger hash, bliver jeg en bedre kollega, bedre søn, bror, ven og kæreste.«

Har du en bror, søn, kollega, kammerat eller kæreste, som mistrives, har David Andersen et par råd, som han ud fra sin egen dyrekøbte erfaring og flere års rådgivning og foredrag i Headspace har samlet op. I Headspace har de et særligt tilbud til unge mænd.

På tomandshånd

»Tillid er afgørende. Det er meget vigtigt for fyre, at man nærmest giver håndslag på, at det bliver mellem os to.«

Hjælp med noget praktisk

»Hvis det f.eks. er svært med økonomien så ræk ud ved f.eks. at købe varer ind, så der kommer ordenligt mad på bordet.«

Hold døren åben

»Slut alle samtaler med at sige: ‘Husk nu, du altid kan ringe.’ Det kan godt ske, han aldrig gør det, men måske din søn, bror eller ven lige pludselig en dag finder modet til at gøre det.«

Giv lidt af dig selv

»Fyre er ikke så gode til at være first movers på følelser. Hvis du fortæller lidt om, hvad du selv går og bøvler med, er det mere naturligt at spørge ‘Hvordan har du det det egentlig?’ og måske få et svar.«

Bliv ved

»Vær ikke bange for at spørge og lad dig ikke skræmme af et nej. Du arbejder hele tiden på at skabe en tillid.«

Inddrag professionelle

»Vær ærlig, hvis personen deler noget med dig, som er for stor en byrde for dig at løfte: ’Er der andre, som måske ikke er venner og familie, vi kan inddrage?’ F.eks. psykolog, studievejleder, Headspace eller et kommunalt tilbud.«

Opstil konkrete mål

»Fyre er meget resultatbevidste og vil gerne handle. Hjælp med at få opstillet konkrete delmål, så problemet bliver mindre et skridt ad gangen. F.eks. Lær at spille guitar i stedet for at ryge hash, når du er alene. Så er fingre og tanker beskæftiget.«