Danskerne har faldende tillid til den politiske strategi bag coronahåndteringen. Det sætter sig i adfærden.

Danskerne er begyndt at tage mere let på den smitteforebyggende adfærd.

Det viser den seneste Hope-rapport fra Aarhus Universitet, hvor danskernes holdning og adfærd under epidemien undersøges.

Ifølge rapporten er der blandt danskerne faldende tillid til den politiske strategi bag coronahåndteringen. Det begynder også at sætte sig i danskernes adfærd, da man ser lidt flere personer og holder lidt mindre afstand.

»Det er bekymrende fra et epidemikontrolsperspektiv, hvis folk begynder at se flere personer,« siger professor Michael Bang Petersen, som står bag rapporten.

»Samtidig er det også bekymrende set fra et mere overordnet perspektiv, hvis tilliden til myndighederne og regeringen begynder at falde.«

»Vi skulle jo også gerne have relationen mellem borgere og stat helskindet ud på den anden side,« siger Michael Bang Petersen.

Med til historien hører, at danskerne under coronaepidemien har udvist høj tillid til strategien bag coronahåndteringen.

I rapporten bemærkes det således, at faldet i tilliden sker fra høje niveauer af smitteforebyggende adfærd, når der sammenlignes med hele coronaperioden.

/ritzau/