Talkshowværten Larry King døde i januar. Nu er der konflikt om testamentet.

Det er enken, Shawn King, der er utilfreds og vil gå rettens vej. Det skriver mediet Page Six.

Utilfredsheden skyldes, at talkshowlegendens hidtil hemmelige testamente er offentliggjort, og i det står der, at Larry Kings palæ, som er værdisat til to millioner dollar, skal deles mellem hans fem børn.

Shawn King er ikke i tvivl om, at Larry King er blevet presset til at skrive testamentet.

»Vi havde en vandtæt plan for familiens boligovertagelse. Den eksisterer stadig, og det er det legitime testamente. Punktum. Og jeg tror på, at det vil holde i retten,« siger hun til Page Six og understreger, at parret skrev den oprindelige plan ned i 2015.

Sagen bliver dog endnu mere speget, idet Larry King i 2019 anmodede om skilsmisse fra Shawn King, men altså nåede at dø, før den trådte i kraft.

I det hemmelige testamente er alle fem af Larry Kings børn også nævnt, selvom to af dem, Andy og Chiara, døde i 2020.

Før sin død fortalte talkshowværten Page Six, at parret var blevet gode venner igen. Derfor kom nyheden om det hemmelige testamente som et chok for enken, og hun siger, at to af børnene støtter hende.

Hvis Shawn King vinder i retten, står hun til at få cirka 300.000 dollar, men hun understreger, at det ikke handler om pengene.

»Det er princippet,« siger hun.