Siden Omikron-varianten af coronavirus blev opdaget i midten af november, har forsikringsselskabet Alm. Brand fået 30 procent flere opkald fra bekymrede kunder. Og antallet af afbestillinger er fulgt med i samme omfang.

Det oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

»I øjeblikket er det først og fremmest shopping- og juleture til England – typisk London – som vores kunder aflyser. Dernæst kommer Tyskland, som mange ældre aflyser deres tur til, fordi de ikke er trygge ved at deltage i de traditionelle julemarkeder,« siger Maria Bitsch, skadechef for person- og specialskade i Alm. Brand.

Også juleferierne i Norge, Schweiz og Østrig, hvor mange havde håbet på at fejre højtiden på ski, bliver aflyst i ét væk.

»Der bliver virkelig afbestilt mange rejser i øjeblikket, og vi hører ikke ret meget fra kunder, der vil se på mulighederne for at ombooke deres rejse,« siger Maria Bitsch.

Hun fortæller desuden, at danskerne er begyndt at bekymre sig for vinterferien.

Kunderne ringer typisk for at blive vejledt om, hvordan de skal forholde sig, inden de bestiller vinterferien. Det gælder specielt rejser til Norge, Østrig og Sverige.

»Kunderne er også ofte i tvivl, om de kan eller bør indbetale restbeløbet for indbetalingen på deres rejse. De vil gerne vil være sikre på, at de kan få refunderet hele rejsens værdi, hvis den skulle blive aflyst,« siger Maria Bitsch.

I de tilfælde vil det bero på en individuel vurdering af, hvor rejsen går hen – og hvornår – og de nuværende restriktioner på destinationen.

Hvis man først skal afsted til februar eller marts, og turen går til Spanien eller Gran Canaria, anbefaler forsikringsselskabet, at kunderne indbetaler restbeløbet. For lukker landene ned til den tid, vil forsikringsselskabet typisk kunne refundere hele beløbet.

»Her er det altid vigtigt, at man ringer til sit forsikringsselskab, inden man aflyser rejsen, så man er sikker på, at man er dækket, som man regner med,« siger Maria Bitsch.

Du kan læse mere om rejsevejledninger for de enkelte lande på Udenrigsministeriets hjemmeside her.