Et Norwegian-fly med danske passagerer lettede aldrig fra Bangkoks lufthavn.

Flyet skulle have transporteret blandt andet danske feriegæster hjem fredag klokken 10.00 dansk tid, men på grund af en teknisk fejl kom flyet ikke afsted.

Det bekræfter Norwegians kommunikationschef Charlotte Holmbergh Jacobsson over for B.T.

Er du en af de strandede danskere, eller kender du nogen, der er, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929 eller danf@bt.dk

Dermed er et hav af danskere altså strandet i Thailands hovedstad.

I et skriftligt svar til B.T. beklager Norwegian situationen.

'Vi beklager selvfølgelig situationen og har fuld forståelse for de problemer, som det skaber for passagererne. Vi gør alt, hvad vi kan for at tage hånd om dem på den bedste mulige måde,' skriver Charlotte Holmbergh Jacobsson i en mail og fortsætter:

'Vi har booket over 170 passagerer på andre afgange med Norwegian, så der er cirka 90 passagerer, som er tilbage. Vi gør alt, hvad vi kan for at få dem hjem så hurtigt som muligt og holder dem opdateret om situationen via SMS.'

Norwegian har desuden også booket passagerer på andre flyselskaber i det omfang, det har været muligt, oplyser de.