Costa Deliziosa er lige nu et skib uden havn.

Ingen lande vil tillade passagererne på det store krydstogtskib at gå i havn.

For danskerne ombord betyder det endnu en måned fanget på åbent hav.

Selvom budskabet til alle danskere ude i verden i mere end to uger har været ‘Kom hjem nu!’, så er det ikke muligt for dem. Det føles derfor som et fængsel, fortæller 77-årige Jørn Luckmann.

Anja med sin far Jørn, der er ombord på krydstogtskibet Costa Deliziosa.
Anja med sin far Jørn, der er ombord på krydstogtskibet Costa Deliziosa. Foto: Privat
Vis mere

Stemningen er mildest talt også trykket, siger han. Uvisheden er dog det værste.

Det skulle have været en drømmerejse: en flere måneder lang jordomsejling. Og den fortsætter, fastholder krydstogtsselskabet, men ingen kan gå i land før i slutningen april. For Jørn er ferien for længst slut. Han nyder ingen drinks i solen, men holder sig på sit værelse.

Flere passagerer har været i corona-karantæne på skibet, men ingen er testet positiv.

Udenrigsministeriet har ifølge Jørns datter Anja forsøgt at redde de 21 danskere på skibet hjem til Danmark, men det er endnu ikke lykkedes, fordi de ikke må gå i havn.

Det får de efter planen først lov til den 26. april, hvor de skal afslutte turen et sted i Italien, som er Europas epicenter for coronavirussen.

»Jeg sover ikke meget på grund af det her. Jeg vil bare have min far hjem,« siger Anja.

Hun har i mange dage kæmpet for at få klarhed over sin fars situation. En håndfuld passagerer er af helbredsmæssige årsager blevet fjernet fra skibet, og andre har været i karantæne på deres værelser på grund af frygt for coronavirus. Informationerne har dog været sparsomme for dem ombord og dem, der venter på at høre mere hjemme i Danmark.

»Det fylder alt lige nu. Jeg er tyndslidt af bekymring. Hvis ikke der kommer udbrud på skibet, så er det farligste for ham turen hjem fra Italien,« fortæller hun.

Besætningsmedlemmer på Costa Luminosa med improviseret mundbind 16. marts 2020, hvor skibet oplevede sin første smittede passagerer. CHRIS S/via REUTERS.
Besætningsmedlemmer på Costa Luminosa med improviseret mundbind 16. marts 2020, hvor skibet oplevede sin første smittede passagerer. CHRIS S/via REUTERS. Foto: CHRIS S
Vis mere

Det hjælper heller ikke, at det de seneste uger er kommet frem, hvordan et af rederiets andre skibe fortsatte med at sejle, selv om der var adskillige corona-syge ombord. Billeder fra krydstogtskibet Costa Luminosa viser, hvordan besætningsmedlemmer, der skulle servere mad for isolerede passagerer, beskyttede sig selv med simple servietter for ansigtet.

På det tidspunkt var der kun tre syge ombord. Det tal er siden vokset til mindst 36 bekræftede tilfælde.

Det skete, efter to andre skibe fra rederiets moderselskab, Diamond Princess og the Grand Princess, havde problemer med flere hundrede smittede passagerer.

For Anjas far og de omkring 1.830 andre gæster og næsten 900 besætningsmedlemmer begyndte jordomsejlingen 5. januar. I midten af marts begyndte flere og flere lande rundt om i verden at lukke deres grænser og havne.

Siden har passagererne på Costa Deliziosa ikke haft fast jord under fødderne.

Anja har løbende været i kontakt med Udenrigsministeriet, som til B.T. fortæller, at de overvåger og følger situationen tæt. De har også anmodet om, at skibet holder passagererne godt informeret løbende.

Rederiet Costa har til de danske myndigheder meddelt, at de sørger for transport af passagererne hjem fra Italien.

Til B.T.s henvendelse har rederiet henvist til deres seneste pressemeddelelse, hvor der skriver, at de konstant holde øje med sundhedssituationen ombord, og at der ingen sundhedsbekymringer endnu har været.