Lyt til artiklen

Når du tjekker din kvittering i supermarkedet, har du måske opdaget, at en klassisk ingrediens til aftensmaden er steget i pris.

Prisen på kylling er nemlig skudt i vejret.

I søndags kunne B.T. fortælle, at udvalgte engelske fastfoodkæder allerede har hævet priserne på flere af deres menuer med kyllinger.

Men det er ikke kun i England, at priserne er på vej op. Flere danske supermarkedskæder, som B.T. har talt med, beretter også om en prisstigning på den populære fugl.

I Coop, der ejer supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma, kan man bekræfte, at prisen på kylling er steget.

»Prisen er steget, men vi ved ikke, hvordan den udvikler sig,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.

Coop henviser til, at de stigende priser skyldes stigende energi- og foderpriser på grund af krigen i Ukraine.

Kyllingernes foder, der består af hvede og sojabønner, er blevet dyrere, fordi Rusland og Ukraine står for at producere en tredjedel af verdens korn.

Derfor stiger prisen på kylling hurtigere end nogen anden type kød.

Det mærker man også hos Salling Group, der blandt andet driver mere end 1.500 dagligvarebutikker fordelt på kæderne Bilka, Føtex og Netto.

»Vi kommenterer ikke enkelte varer og deres prisudvikling, men jeg kan bekræfte, at vi også har haft prisstigninger på kylling hen over den seneste tid,« siger presseansvarlig i Salling Group Jacob Nielsen.

Det britiske medie Mail Online skriver, at der spekuleres i, om kylling inden for den nærmeste fremtid vil blive dyrere end oksekød.

»Bliver kylling dyrere end oksekød? Jeg synes ikke, at det er en helt dum spekulation,« siger økonomisk geograf ved University of Lecicester dr. Benjamin Coles.

Ifølge Benjamin Coles er forsyningskæden for en kylling stor og kompliceret, og det kan betyde flere prisstigninger i fremtiden.

Hverken Coop eller Salling Group har ønsket at svare på, om det er et realistisk senarie i de danske supermarkeder.