Hvis din mund løber i vand ved synet af hot wings, kyllingelår eller helstegt kylling, så er det her ikke en positiv nyhed.

Kylling ser nemlig ud til at blive dyrere og dyrere. Faktisk har flere store fastfoodkæder allerede hævet priserne.

Det skriver flere medier heriblandt Mail Online og The Sunday Times.

Prisstigningen kan allerede ses på prisskiltet hos fastfoodrestauranterne KFC og Nando's i England.

Helt konkret koster ti kyllingevinger og to sides hos kyllingekæden Nando's nu 16 pund. I november kostede det 14,95 pund.

Også KFC har justeret deres priser. En trilogy box meal er steget fra 7,59 pund til 7,98 pund.

Det kan ende med at blive en dyr fornøjelse at besøge Kentucky Fried Chicken. Foto: Mark Lennihan/AP/Ritzau Scanpix
Det kan ende med at blive en dyr fornøjelse at besøge Kentucky Fried Chicken. Foto: Mark Lennihan/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Prisstigningen skal ses i lyset af, at krigen i Ukraine har gjort det dyrere at være kyllingeproducent.

Det foder, som kyllingerne æder, er lavet af sojabønner og hvede. Og netop sojabønner og hvede har oplevet massive prisstigninger.

Rusland og Ukraine producerer en tredjedel af verdens korn, og dermed er sojabønner og hvede blevet dyrere.

Mail Online beretter, at prisen på kylling stiger hurtigere end nogen anden type kød på grund af foderomkostningerne og stigende energipriser.

Faktisk spekuleres der i, om kylling inden for en overskuelig fremtid bliver dyrere end oksekød.

»Bliver kylling dyrere end oksekød? Jeg synes ikke, at det er en helt dum spekulation,« siger dr. Benjamin Coles, der er økonomisk geograf ved University of Lecicester, og fortsætter:

»Vi importerer meget oksekød, så der er transportomkostninger. Men jeg kan sige, at forsyningskæden for en kylling er ekstraordinær stor og kompliceret. Den er afhængig af meget kyllingefoder inklusive sojabønner, som importeres, energi samt transportomkostninger.«

I England har Office of National Statistics registreret en stigning på 19 procent i prisen på kylling mellem marts 2020 og marts 2022.