‘We are closed!!!’
Det er de tre engelske ord efterfulgt af tre udråbstegn, der lige nu er klistret op på utallige butikker rundt omkring i Cambodia. Og det undrede danske Jakob Mark, der er bosat i landet, fordi han kunne se, at de lokale vandrede ind og ud af butikkerne.
Og det er der altså en god grund til, at de gør.
Oven over den engelske sætning står der nemlig skrevet et helt andet budskab på det cambodianske sprog kaldet ‘khmer’.

»Jeg gik forbi skiltet med en tuk-tuk-chauffør og spurgte ham: ‘Hvorfor står der, at de er lukket, når folk går ind?’ Og så sagde han, at der stod, at der var åbent på deres sprog,« fortæller 41-årige Jakob Mark.
B.T. har fremsendt et foto af skiltet til Tithira Hing fra Dansk-Cambodiansk Forening, som taler det cambodianske sprog khmer flydende. Og ifølge ham står der rigtig nok: ‘Vi har åbent som normalt.’
I Facebook-gruppen 'Cambodia Expats Online' er de også faldet over skiltet på gader og stræder, og en bruger skriver under et foto af det:
'Det sker over hele Cambodia. De er lukket for udlændinge, men åbner kun for Khmer-folk!! Hvis de ikke har skiltet, vil de bede dig om at gå,' skriver vedkommende.
Hvis jeg går ind på det lokale marked i mit eget kvarter, hopper folk en meter tilbage væk fra migJakob Mark, bosat i Cambodia
B.T. kunne fredag fortælle historien om de to danske mænd Jannick Christensen og Claus 'Montana' Bøll i henholdsvis Vietnam og Cambodia, hvor de begge oplever at blive diskrimineret på baggrund af deres vestlige udseende. Efter artiklerne er blevet bragt har flere danskere i området gjort B.T. opmærksom på at det er et billede, de ikke kan genkende.
Jakob Mark har boet i Cambodia i flere år, hvor han de seneste tre år har drevet et hotel i Phnom Penh. Og han kan tydeligt mærke, hvordan corona-krisen har påvirket de lokale.
De er enormt bange og især for vesterlændinge, som er dem, der bringer smitten med sig.
Det er i hvert fald de rygter, der florerer rundt omkring i de cambodianske byer og lokalsamfund:

»Folk har en fornemmelse af, at der er mere til historien, end hvad der bliver sagt officielt, og derfor bruger de rygter som en lige så god informationskilde som de officielle medier,« siger Jacob Mark og holder en kort pause, inden han fortsætter:
»Det bunder i uvidenhed og skræmmebilleder fra udlandet.«
Han har på det seneste selv været ude for flere episoder, hvor det har været tydeligt, hvordan de lokales frygt hurtigt udvikler sig til en diskriminerende adfærd.
»Hvis jeg går ind på det lokale marked i mit eget kvarter, hopper folk en meter tilbage væk fra mig,« siger Jacob Mark og sammenligner deres behandling af lokale med den, han selv modtager:
Der blev taget en flaske håndsprit frem kun til mig. Jeg var den eneste, der lige skulle spritte hænder, før jeg måtte komme indJakob Mark, bosat i Cambodia
»De betjener en lokal uden ansigtsmaske med måske en lille smule rynken på næsen, men mig vil de slet ikke betjene,« siger han.
For nylig var han på markedet for at købe grøntsager, men det skulle vise sig at blive en decideret umulig mission.
»Jeg prøvede at indlede en samtale om nogle gulerødder, men der blev helt lukket. Det skulle vi slet ikke snakke om. Jeg skulle bare væk,« siger Jakob Mark og fortæller, hvordan de stod og viftede med deres arme for at få ham til at forsvinde.
»Jeg tænkte, at det var lidt overdrevet. Især fordi der er så minimal smittespredning i landet. Men jeg forstod det nok mindre der, end jeg gør nu. Jeg har fundet ud af, hvor svært det er for dem at finde og forstå information. Det er en befolkning, hvor en stor del af dem er analfabeter,« fortæller Jacob Mark.
Den seneste oplevelse, han har haft, hvor han skulle på bar med tre af sine ansatte, er den, der har sat sig allermest i ham.
»Der blev taget en flaske håndsprit frem kun til mig. Jeg var den eneste, der lige skulle spritte hænder, før jeg måtte komme ind,« siger han.
Pludselig blev det meget tydeligt, som han stod der foran sine ansatte og følte sig som en særling.
»Jeg jokede lidt med det, men sagde i øvrigt ikke noget. Hvis det var mig, havde jeg nok valgt, at alle skulle være lige og spritte af, så det ikke virkede så diskriminerende,« siger han og afslutter:
»Hvis jeg var smittet, var de nok også.«

