Pfizer-BioNTech-coronavaccinen er allerede begyndt at blive brugt verden over, og nu er den også endelig blevet blåstemplet af et lægevidenskabeligt tidsskrift.
De offentliggjorte resultater skaber stor jubel blandt danske forskere.
Det skriver Danmarks førende videnskabsmedie Videnskab.dk.
Tidskriften New England Journal of Medicine er det første, der har publiceret resultaterne fra Pfizer-BioNTech, og danske forskere har aldrig set noget lignende:
»Jeg har svært ved at få armene ned. Det er fuldstændig fantastisk. Det er et dynamit-studie. Jeg har aldrig set vaccinedata, der ser så overbevisende ud,« siger lektor Martin Tolstrup, der forsker i vacciner og infektionssygdomme og er laboratorieleder på Aarhus Universitetshospital, efter at han har læst den videnskabelige artikel.
Martin Tolstrup er ikke den eneste danske forsker, der er begejstret.
Professor i vaccineteknologi Camilla Foged roser også vaccinen, men dog lidt mere afdæmpet, da hun kalder resultaterne for lovende og bedre end forventet.
Resultaterne viste, at der allerede 12 dage efter den første indsprøjtning var stor forskel på den gruppe, der fik placebo, og den gruppe, der fik vaccinen. Efter de 12 dage var der nemlig flere syge i gruppen, der fik placebo, end i den vaccinerede gruppe.
Man er endnu ikke begyndt at vaccinere folk mod corona i Europa, men Det Europæiske Lægemiddelagentur meddelte tirsdag, at man kan forvente en godkendelse af den første vaccine inden jul.