Et overraskende samarbejde har set dagens lys.
På den ene side står supermarkedskæden Irma og på den anden side den danske multikunstner og modedesigner Henrik Vibskov.
Sidstnævnte har genskabt en af de mest ikoniske sutsko i et nyt sprællende, farverigt design.
Det drejer sig om Irmas Kina-sko, som der er blevet solgt mange millioner af, siden de blev lanceret i 1971 under navnet Mao-sko efter Kinas tidligere kommunistiske leder, Mao Zedong.
Fra i dag 30. maj sætter Irma de nye Mao-sutter til salg i kædens butikker.
Dertil kan man også købe et stofnet specialdesignet af Henrik Vibskov. Af dem er der 40 forskellige slags at vælge imellem.
Begge dele findes dog kun i begrænset mængde, hvorfor det er først til mølle-princippet, der gælder.
»I mine tidligere værker har naturen og madvarer spillet en stor rolle, og derfor syntes jeg, at det kunne være interessant at lave et farverigt svampemønster til den historiske Kinasko,« siger Henrik Vibskov i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Det var vigtigt for mig, at skoen samtidig blev gjort mere brugbar, så derfor er bunden også blevet forsynet med en ekstra grøn belægning under sålen. På den måde har den nærmest fået et nyt og ekstra liv – og kan nu også bruges udendørs,« siger han.
Marketingchefen i Irma, Lise Hørdam, forventer, at Irma vil fortsætte med lignende projekter med andre førende kunstnere som en del af branding af Irma som Københavns førende kvalitetskæde.
»Kunst hører ikke kun til museer og som haute couture på catwalken, hengemt i glasmontre og for de få. Den skal ind i hverdagen. Derfor har vi også glædet os meget til at præsentere dette samarbejde med Henrik Vibskov, der er en helt særlig og beundringsværdig kunstner,« siger hun i pressemeddelelsen.
Henrik Vibskovs Kinasko er produceret i 100 procent økologisk bomuld og er Fairtrade-certificeret.
Et par koster 149 kroner og fås i størrelse 36-45. Stofnettet sælges til samme pris.
Irma-kæden ejes af Coop og består af 68 butikker, hvoraf de fleste ligger i hovedstadsområdet.