Den dansk-amerikanske stifter af medicinalselskabet Zynex, Thomas Sandgaard, er blevet løsladt fra fængslet - i USA.

Det skriver DR, der på baggrund af retsdokumenter oplyser, at Sandgaard er blevet løsladt mod en kaution på en svimlende halv million amerikanske dollars - svarende til 3,2 millioner kroner.

DR skriver, at han blev anholdt af FBI tilbage i januar. Han er tiltalt for svindel gennem medicinalselskabet Zynex. Svindlen løber op i et milliardbeløb.

Videre lyder det fra mediet, at det fremgår af retsdokumenter, at Thomas Sandgaard nægter sig skyldig i anklagerne om svindel.

Thomas Sandgaard er ifølge Fyens Stiftstidende ejer af ishockey-klubben Odense Bulldogs.

Det er ikke hans første erfaring med at eje et sportshold.

Thomas Sandgaard købte tilbage i 2020 den britiske fodboldklub Charlton Athletic, der spiller i den tredjebedste engelske række.

»Fodbold interesserer mig. Og så tror jeg på, at der er et fantastisk økonomisk potentiale i Charlton. Det er lykkedes mig at købe en klub for et rimeligt beløb, og den kan blive langt over 1 mia. dollars værd, hvis det går ordentligt,« sagde Thomas Sandgaard i et interview med det danske finansmedie Finans dengang.

Zynex har ifølge DR indgået en aftale med de amerikanske myndigheder i sagen om svindel.

Opdateres...