Ikke mere Björk.

Hos pladebutikken RecordPusher, der både eksisterer som en fysisk butik i Odense samt som en stor webshop, kan man ikke længere købe musik med den islandske musiker.

»Det er et statement – her sætter jeg foden ned,« siger ejeren Bo Ellegaard Pedersen til B.T.:

»Jeg gik og kogte over det i et par dage, og så blev jeg nødt til at sige det, jeg mener om den krise, vi er i. Og her føler jeg, at Björk arbejder imod Grønlands og Danmarks interesser, så derfor kan man ikke købe hendes plader i butikken eller på hjemmesiden.«

Årsagen er relativt enkel. 

Det skyldes Björks nylige udmelding på sociale medier om Grønland, hvor hun blandt andet kalder Danmark for en »grusom kolonisator« og opfordrer til grønlandsk selvstændighed midt i den pikante situation, hvor USA-præsident Donald Trump vedvarende kræver »kontrol« over verdens største ø.

Det drastiske tiltag hos RecordPusher blev i første omgang meldt ud i en kort besked på Facebook onsdag, hvor det lød, at den kendte islandske kunstner vil blive bandlyst fra torsdag.

Og et hurtigt tjek på butikkens hjemmeside viser, at der skam er handling bag ordene. 

Til B.T. uddyber Bo Ellegaard Pedersen videre, hvorfor han har taget det skridt at bandlyse en kunstner, hvilket aldrig nogensinde før er sket:

»Jeg er 66 år og er vokset op i halvfjerdserne, hvor alt var roligt, og der har i min tid aldrig været en situation som nu, hvor vi nærmest er blevet truet med krig. Jeg er ærligt talt lidt rystet over de ting, og at der ikke bliver bakket 100 procent op fra Björks side, og at hun i stedet peger fingre af os er helt ude i hampen,« siger han:

»Specielt i Skandinavien burde vi jo nok have fælles fodslag om det her, for hvem ved, hvem den næste bliver? Og især fordi Björk er en skandinavisk kvinde, der modarbejder vores interesser med det opslag og fokuserer på noget, der skete for 400-600 år siden, gavner det på ingen måde sagen. Tværtimod giver hun argumenter til Trump.«

tip os
Kender du til lignede former for boycot på grund af ballanden om Grønland, så kontakt B.T. her

Derfor: Ingen Björk-plader i Bo Ellegaard Pedersens butik.

Man kan jo sige, at Björk bare bruger sin ytringsfrihed, og at du nu udøver censur eller agerer smagsdommer. Hvad siger du til det?

»Hun må mene og ytre alt det, hun vil, men det må jeg også og sige, at nu sætter jeg foden ned. Og nej, jeg ønsker ikke at være smagsdommer … selvom jeg måske lidt er det i det her tilfælde, men igen: Jeg er på Grønlands side, og det føler jeg ikke, at Björk er, når hun kommer med sådan et opslag. Det reagerer jeg på.«

»Og jeg har altså over 20.000 plader med ti numre på hver og med tonsvis af lyrik, jeg ikke kender til. Så der er også den ytringsfrihed, der skal være.«

På de plader er der sandsynligvis et væld af musikere, der har sagt andre kontroversielle og grimme ting, er mistænkt for at have brudt loven eller ligefrem er dømt for frygtelige forbrydelser. Er det ikke lidt hyklerisk eller bare lige at pege en enkelt musiker ud?

»Det her handler om noget andet. Det handler om vores frihed, og det er hele fundamentet for vores samfund. Trump vil tage friheden fra nogle mennesker og bare kræve et andet land. Hvor ender det så? Kan alle kan bare begynde at stjæle fra hinanden?«

»Omvendt kunne der være nogen, der pegede fingre af mig, og spurgte, hvor jeg ikke gjorde noget, når det var Danmarks sikkerhed, der var på spil. så nu har jeg taget stilling til det. Forhåbentlig bliver det hele løst, men vi aner jo ikke, hvad der sker – om der er danske soldater, der bliver slået ihjel.«

»Så det er et statement fra mig om, hvad jeg mener og kan stå inde for.«

Sådan nogle for/imod-sager har det jo med hurtigt at blive sort-hvide og betændte som Rusland og Ukraine eller Israel og Gaza. Er du ikke bange for at miste kunder? 

»Jo, der er nogen, der har skrevet, at de ikke vil handle hos mig mere, og det er da totalt trist, for man er da altid ked af at miste en kunde. Men omvendt er der over 1.000 andre, der har liket mit opslag, og der er måske nok nogle nye kunder deriblandt.«

Ifølge Bo Ellegaard Pedersen har han cirka solgt en-to Björk-plader om ugen.

Her kan du se opslaget fra RecordPusher. Og fra Björk: