'Jeg tør slet ikke tænke på, hvilken modvind vi ville være i i dag.'

Sådan skriver den 48-årige iværksætter og internetpioner Morten Wagner i et Facebook-opslag til ugens historie om, at Hansens Is har valgt at ændre navnet på deres Kæmpe Eskimo.

Morten Wagner ejer halvdelen af Freeway-koncernen, som blandt andet står bag Dating.dk.

Hans oldeforældre startede i 1914 en isbutik med navnet Hellerup Flødeis, som havde et logo med to mørkhudede maskotter.

Logoet med de to maskotter.
Logoet med de to maskotter. Foto: Morten Wagner
Vis mere

Og det er disse to maskotter, som Morten Wagner vurderer, at hans familie ville have endt i et sandt stormvejr for, og det gør ham bekymret, fortæller han til B.T.

»Jeg tror, vi skal være bange for, at vi ikke løber rundt og bliver fornærmet over hvad som helst, for hvis vi anstrenger os nok, så kan man virkelig blive fornærmet over meget – så kan man endda blive fornærmet på andres vegne,« siger han og bruger Kæmpe Eksimoen som eksempel:

»Jeg tror for eksempel ikke, at der er særlig mange eskimoer, som har henvendt sig, fordi de er blevet stødt over navnet på isen. Jeg tror faktisk ikke, det har været et reelt problem.«

Morten Wagner siger endvidere, at han mener, at der bør være mere fokus på budskabet bag:

»Det vigtige er intentionen. Mine morfar fortsatte med at bruge de to sorte maskotter, fordi han mente, at folk ville associere dem med de varme lande og dermed få mere lyst til is. Ikke fordi han ville støde nogen eller gøre dem kede af det,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, det er blevet en tendens at blive krænket meget hurtigt. Statuer skal hives ned, og børnebøger skal skrives om... Det er for meget, og hvor går grænsen?«

Men hvis et ord støder nogle mennesker, er det så ikke fint nok at ændre det?

»Hvis vi skal gå og korrekse noget, der var normalt engang, og som ikke var i ond mening, får vi meget travlt, og det tjener ikke det store formål. Det giver ikke mening, at vi skal stå på mål for noget, der blev lavet for længe siden. Og hvem ved, om vi i dag ikke går og siger noget, som vil fornærme nogen om 50 år?«

Er du bange for at ende i modvind ved at fortælle din mening?

»Alle er bekymrede for at sige noget, der kan opfattes forkert, fordi man risikerer at blive angrebet tilbage med dobbelt styrke, men det må man acceptere, hvis man vælger at deltage i debatten,« siger datingkongen og fortsætter:

»Men her må jeg bare igen pointere, at det er vigtigt, at ham, der vil angribe, gør sig klart, hvad budskabet bag er, for jeg siger ikke det her for at gøre nogen kede af det, men for at påpege, at nogle folk bliver krænket alt for hurtigt.«

Du kan se hele Morten Wagners Facebook-opslag herunder: