Den ikoniske kro Damhuskroen er blevet sat til salg.

Hvis du kunne være interesseret i at blive den nye ejer af den historiske kro, der især er kendt for sine enkeballer, skal du finde 25 millioner kroner frem fra gemmerne. Det skriver Rødovre Lokal Nyt.

I øjeblikket ejes spise- og dansestedet, der ligger ved Damhussøen i Rødovre ved København, af erhvervsmanden Niels Lorentzen og det tidligere ægtepar, bakkesangerinden Dot Wessman og Tommy Wessman. Det vides dog ikke, hvorfor det nu er blevet sat til salg.

»Det er korrekt, at vi tre ejer kroen, men lige nu vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvorfor vi har sat Damhuskroen til salg,« siger Tommy Wessman til lokalmediet.

ARKIVFOTO af Damhuskroen.
ARKIVFOTO af Damhuskroen. Foto: JEANNE KORNUM
Vis mere

Hvis du går rundt og drømmer om at blive den nye ejer af kroen, skal du dog være opmærksom på, at du ikke kan gøre hvad som helst med stedet de næste fire år, da stedet forpagtes af Dan Løvenhertz og Camilla Danielsen, og deres forpagtningsaftale løber frem til 2022.

Til lokalmediet oplyser EDC Erhverv, at man allerede har flere interesserede købere.