Der er lange udsigter til en genåbning af gymnasier, efterskoler, højskoler, afgangsklasser i folkeskolen samt dele af detailhandlen.

Statens Serum Institut har beregnet på effekten af at åbne de dele af samfundet, og det vil ifølge instituttet føre til betydeligt større stigning i smittetal og indlæggelser på landets sygehuse.

'Yderligere genåbning svarende til scenarie 2 vil medføre hurtigt stigende smittetal og indlæggelser, hvilket på kort tid vil overstige kapaciteten i det danske sundhedsvæsen,' skriver SSI i et nyt notat, som B.T. er i besiddelse af.

SSI har beregnet på det, instituttet kalder scenarie 2.

Scenariet inkluderer genåbning af afgangsklasser i folkeskolen samt ungdoms- og voksenuddannelser, efter- og folkehøjskoler samt udvalgsvarebutikker under 5.000 kvadratmeter.

En genåbning af det vil ifølge instituttet betyde over 4.000 daglige smittetilfælde ud af 80.000 daglige test og over 250 daglige indlæggelser i starten af april.

SSI understreger dog, at der er usikkerhed på beregningerne.

Dansk Folkeparti finder det »fuldstændig tosset«, at SSI tager beregninger om detailhandel med, når sundhedsordførerne har efterspurgt tal for genåbning af skoler.

Elever, her fra Roskilde Katedralskole gymnasium, skal fortsat blive hjemme.
Elever, her fra Roskilde Katedralskole gymnasium, skal fortsat blive hjemme. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi vil selvfølgelig gerne have beregninger på hvert enkelt element, så vi kan vurdere, hvad man kan genåbne. Det er skørt, at man sætter så mange ting sammen i samme beregning,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) og tilføjer:

Nu kan vi jo ikke se, hvad der er bedst at genåbne. Når man tager detailhandel med i en genåbning af skoler, er det jo fuldstændig tosset. Der er stor forskel på at tage i tøjbutik og at tage på efterskole.«

Det fremgår ikke af notatet, hvorfor man har valgt at tage detailhandel med i beregningerne om genåbning af skoler. Det fremgår heller ikke, hvorfor man ikke har regnet på en genåbning af hver enkelt type skole.

Statens Serum Institut oplyser, at det er Sundhedsministeriet, der har bestemt, hvad der skal regnes på.

B.T. har spurgt Sundhedsministeriet, hvorfor man har valgt at inkludere detailhandel i beregninger om skoler. Ministeriet forventer at svare senere i dag.

Ved et pressemøde mandag meddelte regeringen, at elever fra 0. til 4. klasse kan vende tilbage i skole mandag 8. februar.

Andre læser også