Siden tirsdag har Østjyllands Politi ledt efter en 43-årig forsvunden kvinde – og nu er hendes lig med stor sandsynlighed blevet fundet.

»På kvindens bopæl har vi fundet flere ligdele, der var forsøgt skjult både inde og ude. Ligdelene bliver i dag (onsdag, red.) sendt til retsmedicinsk undersøgelse for endeligt at få bekræftet, at der er tale om den 43-årige kvinde, hvilket vi, på baggrund af vores efterforskning, mener, at der er stor sandsynlighed for, at det er,« siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Allerede tirsdag morgen klokken 09.51 blev kvindens tidligere samlever – en 51-årig mand – anholdt i sagen, oplyser Østjyllands Politi.

Han bliver onsdag kl. 09.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for manddrab.

Den 43-årige kvinde blev sidst set torsdag aften i sidste uge, og tirsdag blev hun efterlyst af politiet.

Politiet har siden tirsdag morgen ledt efter kvinden flere forskellige steder, men i løbet af aftenen og natten til onsdag koncentrerede politiet sig om kvindens bopæl i Veilgårdsparken i Malling, da efterforskningen pegede i retning af, at det var der, kvinden skulle findes.

Det var også der, man efterfølgende fandt ligdelene.

I pressemeddelelsen fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard, at det var den 51-årige mand, der tirsdag morgen kontaktede politiet og meldte sin tidligere samlever for savnet:

presse-fotos.dk

»Der var nogle omstændigheder omkring den anmeldelse, der gjorde, at vi på et meget tidligt tidspunkt anholdt manden, der nu er sigtet for at manddrab,« forklarer han.

Da der ved dagens grundlovsforhør vil blive anmodet om dørlukning, ønsker Østjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt at oplyse yderligere om sagen.

Den 43-årige kvindes pårørende er underrettet.

Østjyllands Politi arbejder onsdag morgen – med assistance fra Beredskabsstyrelsen – fortsat på kvindens bopæl i Malling for at færdiggøre gerningsstedsundersøgelsen.