69 procent.

I så mange af anmeldelserne på Trustpilot fra tidligere og eksisterende kunder bliver Sats bedømt som 'dårlig'.

Årsager varierer meget fra medlem til medlem. Men en af de hyppigste beskrivelser går på, at det ikke er muligt at opsige sit abonnement gennem fitnesscentrets hjemmeside, hvorfor flere har oplevet at blive opkrævet betalinger.

En af dem er Peter Thrane-Nielsen, der beskriver over for B.T., at han ville opsige sit abonnement på 300 kroner, så han ikke længere skulle betale fra 1. juli. Så langt kom han aldrig.

Fitnesscentre landet over er åbne igen efter at have været lukket ned på grund af corona.
Fitnesscentre landet over er åbne igen efter at have været lukket ned på grund af corona. Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

»Først skulle jeg angive mit medlemsnummer, og så skulle jeg bekræfte, at jeg gerne ville opsige mit medlemskab. Så valgte jeg en grund og blev bedt om at gå videre til step to i opsigelsen, men det kunne jeg ikke,« siger Peter Thrane-Nielsen.

Han oplevede, at opsigelsen havde to step, men da han skulle videre, blev han dirigeret tilbage til forsiden. Både på sin telefon og computer.

»Så reelt set kunne jeg ikke melde mig ud,« siger han, hvilket stemmer meget overens med øvrige anmeldelser på Trustpilot.

Peter Thrane-Nielsen forsøgte at henvende sig via Sats' telefoniske kundeservice, men kom aldrig igennem. Heller ikke i selve fitnesscentret kunne de hjælpe.

»De sagde, at der måtte være tale om en fejl. Jeg synes bare, der var nul kundeservice. Det eksisterede jo ikke, og det virkede, som om de bare ville have penge i kassen.«

I stedet måtte han punge ud og betale for endnu en måned.

B.T. ville gerne have haft et interview med Sats, men det kunne ikke lade sig gøre. I stedet har Sats sendt et skriftligt svar.

»Det er meget trist at høre. Desværre i vores specielle coronaperiode, hvor vores centre har været lukket, har responstider på medlemspleje blevet længere end normalt, og det undskylder vi for,« skriver Malin Selander, chef for kommunikation og PR i Norden hos Sats.

Hun afviser samtidig, at Sats med vilje gør det sværere at opsige medlemskaber for at få penge i kassen.

Peter Thrane-Nielsen endte med at afvise Sats via betalingsservice – for på den måde at cutte kontakten og dermed betalingen.