Mens der torsdag aften var gode nyheder til sygeplejerskerne, der kræver mere i løn, er der omvendt dårligt nyt fredag.

Nu vil også bioanalytikere, pædagoger og kommunalt ansatte kræve mere i lønningsposen, og det øger ikke chancerne for, at sygeplejerskerne får, som de ønsker, vurderer arbejdsmarkedsforsker.

»Det er en dårlig nyhed for sygeplejerskerne, at BUPL og FOA også vil være en del af trepartsforhandlingerne, for det besværliggør overhovedet at komme igennem med noget. Det bliver en yderligere komplikation,« siger professor på RUC Bent Greve.

Torsdag varslede sygeplejerskerne strejke efter at have sagt nej til en overenskomstaftale.

Torsdag aften meldte Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre ud, at partierne kræver et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969, der placerede sygeplejersker i en lavere lønramme end for eksempel lærere og politibetjente.

Et politisk indgreb kunne være genvejen til et lønløft for sygeplejerskerne, men hvis de har gjort sig forhåbninger om dette, er meldingen fra BUPL og FOA et benspænd, vurderer Bent Greve.

»Hvis man pludselig på Christiansborg gik ind og sagde, at man synes, at denne gruppe skal have en lønstigning, vil man også have andre grupper stående på dørtrinet et splitsekund derefter.«

Ifølge Bent Greve ville det i øvrigt være usædvanligt med en central, politisk løsning.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, har sagt, at hun håber, at arbejdsgiverne vil komme til forhandlingsbordet, og at en konflikt kan afværges - også af hensyn til coronasituationen. Arkivfoto
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, har sagt, at hun håber, at arbejdsgiverne vil komme til forhandlingsbordet, og at en konflikt kan afværges - også af hensyn til coronasituationen. Arkivfoto Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Det vil være et brud med traditionen, hvis man centralt gik ind og sagde, at én gruppe skal have mere i løn. Det vil åbne for, at andre grupper også vil have lønløft,« siger han.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren bliver det en svær konflikt at løse.

»Det er svært at se for sig, at man vil give noget ved forhandlingsbordet. For gør man det, vil der være grupper, der næste gang siger: 'Lad os hellere stemme forslaget ned og true med konflikt.' Det vil sige, at man har åbnet for Pandoras æske, og derfor tror jeg, at man kun kan løse situationen ved at love, at man undersøger området til bunds for at finde nogle mekanismer til at klare det ved de næste overenskomstforhandlinger.«