Det var på en ferie, Poul-Erik Damgaard første gang lagde mærke til, at der var noget galt.
Hans hustru gennem mere end 30 år talte pludselig anderledes.
»Det var, som om hun fik sådan en fuldemandstale, men jeg vidste, hun ikke var beruset,« fortæller Poul-Erik Damgaard.
Den slørede tale var første tegn på, at hans kone, Anne-Marie, var dødelig syg.
Men først mere end to år senere fik parret vished for, hvad Anne-Marie fejlede.
En diagnose, der lige nu skaber frygt i Grindsted, hvor et overraskende stort antal indbyggere de senere år har modtaget samme besked, som Anne-Marie fik i 2013.
Poul-Erik Damgaard mødte Anne-Marie, da han i 1971 kom i praktik som lærer i Grindsted.
»Jeg havde ønsket at komme til Ribelund, og så blev jeg minsandten smidt op til Grindsted i stedet for,« griner han.
Men på skolen mødte han den to år ældre Anne-Marie, og så virkede Grindsted pludselig mere tillokkende på den unge lærerpraktikant.
Poul-Erik Damgaard og Anne-Marie blev gift, stiftede familie og købte hus, og fra 1971 til 1978 boede de i Grindsted, hvor de fik deres første to børn sammen. Senere flyttede familien til Struer.
Selvom Poul-Erik og Anne-Marie på mange områder var forskellige, var de enige om, hvilket liv de ville have sammen.
»Min kone og jeg var begge sådan nogle, der gik den lige vej. Vi var begge færdiguddannede som 23-årige, og så begyndte vi at arbejde og få børn, men så ville vi tage revanche senere,« fortæller Poul-Erik.
I 2011 drog parret ud på deres livs rejse, hvor de først skulle være halvanden måned i New Zealand og herefter halvanden måned i Australien.
Men turen blev et vendepunkt i ægteparrets liv, for det var her, de første symptomer viste sig.
Da parret kom hjem, stod det klart, at forandringen hos Anne-Marie var tydelig.
»Noget af det første, vores børn sagde, var: 'Mor, hvordan er det, du snakker?'«
I september 2011 gik Anne-Marie til lægen for første gang, men først under et lægebesøg i efteråret 2012 hørte Poul-Erik Damgaard om den dødelige sygdom, der havde ramt hans kone.
»Lægen spørger Anne-Marie, om der er noget, hun selv har tænkt på, og hun svarer, at hun er bange for, det kan være ALS,« fortæller Poul-Erik Damgaard.
Mistanken var opstået, fordi en i bekendtskabskredsen havde fået konstateret sygdommen, og nu syntes Anne-Marie, hun kunne genkende nogle af de samme tegn.
Ud over taleproblemer var Anne-Marie begyndt at opleve fejlsynkning, hvilket vil sige, at hun meget let fik maden i den gale hals.
Samme symptomer havde hun set hos parrets bekendte.
Anne-Marie begyndte en længere udredning, og i maj 2013 fik parret den svære besked.
»Modsat andre alvorlige sygdomme, så er ALS en sygdom uden håb. Der er ikke nogen op- og nedture som ved kræft, for eksempel. Det er en dødsdom, og det er en lige vej – du ved bare ikke, hvor længe der går,« fortæller Poul-Erik Damgaard.
Anne-Marie levede halvandet år, efter hun fik sin diagnose, og det var et flot forløb, fortæller Poul-Erik.
»Bag facaden var hun selvfølgelig dybt ulykkelig – det er der ingen tvivl om – men hun var afklaret, og hun levede med det, og det gjorde det til at bære på en eller anden måde.«
Han fortæller, at Anne-Marie var et meget, meget omhyggeligt menneske, der aldrig gik på kompromis med noget.
»Hun var stærk, og når hun havde sat sig noget for, så gennemførte hun det. Hun var meget ærekær, og så var hun stædig,« fortæller Poul-Erik.
Og de egenskaber holdt ved gennem Anne-Maries sygdomsforløb.
»Det sidste halvandet år var med 180 kilometer i timen, og der var ikke en invitation, der blev sat til side.«
Poul-Erik Damgaard fortæller om, hvordan de to uger inden Anne-Maries død var til 70-års fødselsdag i Esbjerg.
Og weekenden inden sin død insisterede hun på at tage til sine fire børnebørns juleafslutninger i skole og børnehave, selvom hun var dødtræt bagefter.
»Jeg tror et eller andet sted, hun har vidst, at det måske var oppe over, og så besluttede hun sig for, at den ikke skulle have for lidt.«
Men 22. december 2014 klappede Anne-Maries lunger sammen. Hun havde besluttet, at hun ikke ville i respirator.
Et valg, ALS-patienter har, og et valg, Anne-Marie traf med åbne øjne og var helt afklaret omkring, fortæller Poul-Erik.
Anne-Marie tog afsked med livet på hospitalet smertelindret af et omsorgsfuldt og kompetent personale og omgivet af sine børn og sin mand.
»Det var utroligt flot og meget smukt, og den afsked betød, at det var nemmere at rejse sig op igen,« fortæller Poul-Erik Damgaard.
Han har aldrig talt med Anne-Marie om, hvorvidt den omfattende forurening i Grindsted kunne have haft en betydning for, hun blev syg.
»Vi brugte i det hele taget ikke ret meget krudt på at tale om, hvad der kunne være årsagen til, at hun blev syg, for i situationen blev det så uendelig ligegyldigt. Vi brugte krudt på at leve.«
Men i 2018 blev Poul-Erik Damgaard opmærksom på Grindsteds mange ALS-patienter, da Ketty Hjøllund, som mistede sin mand til sygdommen, samme år som Anne-Marie døde, åbent delte sin bekymring for, om der kunne være en sammenhæng med forureningen.
Og siden har han fulgt sagen.
TIP OS! Har du kendskab til sagen, hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til journalisterne bag historien på cweb@bt.dk. B.T. hører også meget gerne fra dig i Facebook-gruppen B.T. dækker generationsforureninger, hvor du kan være med til at præge dækningen.
Ligesom Ketty efterspørger han et klart svar.
»Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver spillet med åbne kort, og jeg synes også, det er væsentligt, at der bliver ryddet op,« siger Poul-Erik Damgaard og uddyber:
»Mine børn får ikke deres mor tilbage, og jeg får ikke min kone tilbage, men det er vigtigt, at de, der har et ansvar, gør, hvad de kan for at finde ud af, om der er en sammenhæng med forureningen.«
