Melvin Kakooza er så godt som tilbage i fulde omdrejninger efter, han sidste vinter blev ramt af en godartet hjernetumor.

Hjernetumoren betød, at den 30-årige tv-vært og entertainer måtte en tur på operationsbordet. Operationen var lig med svære komplikationer, der betød, han havde svært ved at tale i fem uger. Lidt efter operationen fik han en nat hjertestop og blev genoplivet igen.

Men Melvin Kakooza er ved at være helt tilbage. Det fortæller han hos 'Mads og A-holdet', hvor Helle Thorning-Schmidt og Christian Stadil var med i panelet.

»Jeg har det godt i dag. Der er stadigvæk nogle gener, når jeg bliver træt, hælder jeg til højre, når jeg går,« siger Melvin Kakooza.

Årets mest likede blev Melvin Kakooza. Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Årets mest likede blev Melvin Kakooza. Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Melvin Kakooza fortæller, han stadigvæk er tilknyttet en talepædagog, fordi han møder også problemer med at snakke, når han bliver træt.

»Tungen sætter bare ud, og så begynder du at snakke sådan her,« siger Melvin Kakooza læspende.

Før hjernetumoren satte hans karriere på standby, nåede han at være medskaber og hovedrolleindehaver på 'Sunday', som har fire sæsoner.

Udover 'Sunday' er Melvin Kakooza vært på TV 2-serien 'Helt Sort', som han er i gang med at optage tredje sæson af.