Da Michael Flodgaards mor for nylig forlod livet, stod han ikke bare tilbage med sorgen over at have mistet sin mor til corona, med også med en undren.

Hvor var den 40.000 kroners guldkæde, som moren bar helt frem til sin død? Den var ikke blandt hendes efterladte genstande på plejehjemmet, og de eneste, der havde adgang til hendes stue, nægtede at have set den.

Nu har Michael Flodgaard meldt sagen til politiet. Han mener nemlig, at der er tale om et tyveri.

Det skriver Amager Liv, der også bringer et uddrag af et brev, som Michael Flodgaard har sendt Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen.

I brevet forklarer Michael Flodgaard, at halskæden altid har hængt om halsen på hans mor, og det gjorde den også dagen før hendes død.

Han fortæller også, at det kun var nær familie og personalet, der havde adgang til morens stue på grund af corona.

Og da ingen i Michael Flodgaards nære familie har set kæden siden dagen før morens død, så peger pilen på det kommunale plejehjem, mener han.

»Det er altså helt sikkert, at der kun har været personale hos hende i det døgn, hvor kæden er forsvundet,« skriver han i brevet.

Plejehjemslederen har dog fortalt, at hun ikke ved, hvad der er sket med kæden, og har tilbudt Michael Flodgaard et symbolsk beløb.

Ifølge AmagerLiv har Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen, svaret Michael Flodgaard, at plejehjemmet ikke yder erstatning ved bortkomst af værdigenstande. Der bør altid tegnes en indboforsikring, skriver borgmesteren.