Danmarks første coronavacciner ankom tidligt lørdag morgen til Statens Serum Institut – nu er de på vej ud i Danmark.
Fem varevogne har lørdag formiddag forladt SSI-bygningerne i København og er nu på vej ud til de fem regioner, hvor der søndag tages hul på vaccinationerne herhjemme.
Køretøjerne har kurs mod Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Her skal de 9.750 doser, Danmark i første omgang har fået, gives til beboerne på fem ældrecentre:
Plejehjemmet Blomstergården i Slagelse.
Plejehjemmet Kærbo i Ishøj.
Ældrecenter Øst i Odense.
Plejehjemmet Ankersgade i Aarhus.
Plejehjemmet Birkebo i Aalborg.
Også sundhedspersonale får del i de første vacciner søndag, hvor antallet af doser til de enkelte regioner er baseret på indbyggertal.

Det var ved 6-tiden lørdag morgen, at vaccinedoserne afsluttede de omkring 1.000 kilometer fra Belgien og nåede frem til Statens Serum Institut. Siden er indholdet (fra producenten Pfizer og Biontech) blevet kontrolleret, inden det altså igen har kunnet sendes afsted.
Vaccinerne er pakket i frysekasser, hvor temperaturen ved hjælp af tøris kan holdes nede på minus 70 grader.
Danmark vil allerede i den kommende uge modtage mere vaccine. Her forventes det, at der kommer yderligere 38.025 doser. I ugerne efter vil det tal stige til knap 48.000 doser om ugen.
Danmark har lagt billet ind på at købe vaccinedoser fra Pfizer og BioNTech, så 1,5 millioner danskere kan vaccineres med vaccinen. Desuden vil Danmark købe yderligere 2,6 millioner doser af coronavaccinen. Den forventes dog først at kunne blive leveret i marts eller april 2021.
Det er i hele EU, at man søndag vil begynde at vaccinere indbyggerne mod coronavirussen, mens flere andre lande allerede er begyndt at vaccinere. Det er sket i blandt andet USA, Canada, Storbritannien, Serbien og Schweiz.