Tjansen som poder kan godt blive en smule ensformig, men nu har 26-årige Milas Thorhauge fundet en måde at gøre det hele lidt sjovere på.

Har du danset i dag? Hvilken superpower ville du have, hvis du selv kunne vælge? Hvordan ville du sortere en bogreol? Skal cannabis legaliseres?

Spørgsmålene spænder bredt og er blot et udvalg af dem, som 26-årige Milas Thorhauge stiller de mange danskere, der dagligt lader sig kvikteste i Forum.

Resultaterne fra spørgsmålene lægger han hver dag op på Instagram-profilen Poderen fra Forum, der på tre dage har fået over 1.200 følgere.

Milas Thorhauge har været poder siden december sidste år. Både for Falck, SOS International og nu for Copenhagen Medicals. Men efter at have podet otte timer om dagen fem dage i ugen, er arbejdet begyndt at blive ensformigt.

Derfor har Milas Thorhauge valgt at genopfinde en måde at gøre arbejdet lidt sjovere på – både for ham selv, men også for de mange danskere, der dagligt lader sig teste. I stedet for kun at stille det vanlige spørgsmål 'har du prøvet det før', har han andre es i ærmet, hvor han spørger om alt mellem himmel og jord.

»Jeg startede med at stille folk det simple spørgsmål: 'Har du danset i dag', og jeg kunne tydeligt mærke, at det var noget, som folk synes var sjovt. Reaktionerne fra folk var ofte 'nej, det har jeg da ikke, men det kunne da være, jeg skulle huske at danse i dag',« fortæller han. Og herefter tog spørgsmålene fart og er blevet til flere og flere.

Et af spørgsmålene lyder blandt andet:

'Du har en tidsmaskine – hvad gør du? Rejser 20 år tilbage i tiden og oplever en valgfri begivenhed, eller rejser du ti år frem og har én time, før du bliver sendt tilbage'

For Milas Thorhauge bidrager de åbne spørgsmål til en masse spændende historier fra folk, som gør arbejdet meget sjovere for alle parter.

»Ideen med spørgsmålene er at gøre folk glade og minde dem om, at det er de små spørgsmål i livet, der ofte gør en forskel,« slår han fast.

Milas Thorhauge påpeger desuden, at mange fortsat synes, det er ubehageligt at blive podet. Han føler derfor, at spørgsmålene bidrager positivt til oplevelsen:

»Folk virker egentlig til at blive beroliget af det. Det her med at man fjerner fokus og spørger om andet end corona, det virker til at give en mere rolig oplevelse hos folk,« siger han og slår fast, at han har opfordret sine kollegaer til at gøre lignende.

Ideen til spørgsmål kan dog være svær at holde ved lige, og derfor opfordrer han i et Facebook-opslag til, at folk skal komme med ideer.

Indtil videre har Instagram-profilen 19 opslag om spørgsmålene, men Milas Thorhauge forsikrer, at der løbende vil blive lagt flere ind på profilen.