Nu gik det lige så godt. Aktiemarkedet sendte i 2019 guld efter danske pensionsopsparere, som kunne se deres opsparinger svulme med 10,15, ja helt op til 20 procent.

Men så kom coronaen.

2020 startede egentligt godt for de danske pensionsopsparere. En person med en opsparing på omkring en million kroner havde fra 1. januar til 19. februar i år høstet et solidt afkast på ca. 38.000 kroner.

I dag – under tre uger senere – er det positive afkast vendt til et tab på ca. 38.000 kroner svarende til et samlet tab på ca. 3,8 procent i år.

Det viser tal fra Danmarks største pensionsselskab PFA's populære markedsrenteprodukt med en middelhøj risikoprofil, hvor 75 procent af opsparingen investeres i produkter med høj risiko, primært aktier.

Selv om det kan gøre ondt at se sin pensionsopsparing tabe flyvehøjde så hurtigt, er det nu, man skal have is i maven, siger forbrugerøkonom i PFA Carsten Holdum.

»Det, vi ser lige nu, er et meget markant skifte ude på markedet, hvor der er stor frygt for corona-virussen, og det forhold, at virussen sætter verden lidt i stå. Men det giver også muligheder for at købe billigt nu og sælge dyrt senere,« siger han og tilføjer:

»Når der spreder sig usikkerhed ud over verden, bliver aktierne billigere, og så retter de sig op igen, når corona-virussen er kommet under kontrol.«

Nedturen på aktiemarkedet smitter af på danskernes pensionsopsparinger.
Nedturen på aktiemarkedet smitter af på danskernes pensionsopsparinger.
Vis mere

Carsten Holdum pointerer, at det er vigtigt, at man ikke går i panik nu og flytter sin pensionsopsparing til et produkt med en lavere andel aktier alene på grund af det tab, som corona-virussen giver lige nu.

»Al erfaring viser, at privatpersoner kommer til at time det forkert: At man træder ud som nu, hvor aktierne er faldet, og så kommer man til at træde ind igen, når aktiemarkedet er steget. Og det er jo det mest forkerte, man kan gøre.«

PFA forventer, at aktiemarkedet set over hele 2020 går i plus, trods den voldsomme kæberasler coronavirussen har givet markedet lige nu.

En del danskere har deres pensionsopsparing stående i et såkaldt gennemsnitsrenteprodukt, hvor de eksempelvis er sikret et afkast på seks-syv procent i år.

Det er rart lige nu, hvor markedet tager en ordentlig rutsjebanetur, fordi de enkelte års udsving bliver udglattet af pensionsselskabets reserver.

Men når reserverne er i bund, er pensionsselskaber med gennemsnitsrenteprodukter nødt til at sætte kundernes afkast ned, forklarer Carsten Holdum:

»Man bliver ikke rigere af at have et gennemsnitsrente-produkt. Snarere tværtimod, fordi man er nødt til at investerere mere defensivt, når man giver kunderne en garanti for et vist afkast.

»Men det kan føles rarere, fordi man som kunde ikke ser de samme udsving, som kunder med markedsrente-produkter.«

Carsten Holdum tilføjer:

»Når man har mange år til pensionen, kan man godt tåle de her udsving, vi ser i øjeblikket. De er ikke behagelige, men man kan godt tåle dem, og på lang sigt er det netop den risiko, der er i markedet, der giver afkastet.«

»Det er risikoen, der giver belønningen på den lange bane.«