For 10. dag i træk er antallet af corona-smittede i Danmark over 200 personer.

Mandag ramte smittetallet 347. Det er alvorligt nok i sig selv, men værre er det, at antallet af indlagte stiger støt og nu er oppe på 50.

»Selve det, at der er smittede, skal vi selvfølgelig høje øje med. Men det vigtige er at holde et øje på de indlagte og dem, der ligger i respirator. Når vi ser den gå op, som vi har set i noget tid nu, så skal det tages alvorligt,« siger Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, til TV2.dk.

Det betyder nemlig ifølge professoren, at det ikke længere kun er de unge, der smittes, men også personer i risikogruppen, der kan blive alvorligt syge og dø af covid-19.

Byrd / Mikkel Johansen

Også Tyra Grove Krause, overlæge og afdelingschef i Statens Serum Institut, ser med bekymring på udviklingen.

Når smittetallene stiger generelt, bliver det nemlig vanskeligere og vanskeligere at beskytte de svageste på plejehjem og hospitaler. Derfor er vi nødt til at reagere nu, påpeger hun over for TV2.dk

Hovedparten af de nysmittede er fra hovedstadsområdet, men der er også nysmittede i bl.a. Odense og Slagelse.

Søren Riis Paludan forventer dog, at antallet af smittede snart vil begynde at falde igen, når de skærpede restriktioner for bl.a. nattelivet – barer i bl.a. København skal nu lukke klokken 24 og ikke som tidligere klokken 2 – og en fornyet opmærksomhed på hensigtsmæssig adfærd vil begynde at virke.

Der var meget politi på gaden for at holde øje med de unge i København.
Der var meget politi på gaden for at holde øje med de unge i København. Byrd / Mikkel Johansen

Regeringen har samtidig varslet, at der kan komme yderligere restriktioner.

Flere erhvervsorganisationer er ifølge DR i dialog med Erhvervsministeriet om mulige nye restriktioner.

Det kunne for eksempel være udvidet brug af mundbind, for eksempel et påbud om at bære mundbind i supermarkeder.

Der er det seneste døgn registreret to døde med covid-19. Det bringer det samlede antal døde med covid-19 i Danmark op på 633.