Halvtomme lufthavne og aktiemarkeder, der styrtbløder. Corona-virussen har sendt chokbølger gennem verdensøkonomien.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget eller nogen. Oliepriserne er banket helt i bund, og snart vil benzinpriserne ude ved standerne følge efter til glæde for bilisterne.

Allerede nu kan man tanke til omkring 10 kroner literen, men faldet i olieprisen kan sende standerprisen ned med yderligere to kroner. Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen i en analyse på Nordnet.

Fredag faldt olieprisen med 10 procent, og mandag droppede den med yderligere 30 procent.

I februar 2016 faldt prisen på benzin til det laveste niveau i seks år. Corona-udbruddet kan her fire år senere sende benzinprisen ned i samme niveau. Arkivfoto fra februar 2016. .
I februar 2016 faldt prisen på benzin til det laveste niveau i seks år. Corona-udbruddet kan her fire år senere sende benzinprisen ned i samme niveau. Arkivfoto fra februar 2016. . Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det voldsomme fald skyldes primært, at Rusland og OPEC - de olieproducerende lande  - ikke har kunnet blive enige om at imødegå den faldende efterspørgsel på olie - forårsaget af corona-udbruddet - med en lavere produktion.

Det betyder, at markedet lige nu oversvømmes af olie, som derfor falder i pris. Og der er ikke meget, der tyder på, at Rusland og OPEC vil skrue ned for oliehanere foreløbig. Snarere tværimod, skriver Per Hansen.

Rusland vil nemlig formentlig udnytte de lave oliepriser til at presse amerikansk skifergas ud af markedet, skriver han:

'Bag ved ''scenen'' gemmer der sig formentlig også en længere sigtet russisk taktik om at forsøge at presse den amerikanske skifergas ud af markedet. Lavere oliepriser vil gøre skifergas til en økonomisk mindre profitabel eller måske endda uprofitabel forretning'.