Tidligere kunne B.T. fortælle, at gæster, der havde været inde og se Cirkus Summarum lørdag, efterfølgende fik en dybt ubehagelig besked. 

I en sms fik de vide, at der var kommet en forkert væske i den slushice med hyldeblomst, der var blevet solgt under forestillingen.

Beskeden fik flere gæster til at rase. Især fordi de direkte blev henvist til at ringe til Giftlinjen, hvis børn eller voksne fik synkebesvær eller smerter i mund og svælg. 

Men der stod absolut intet i beskeden fra cirkusset om, hvilken væske der reelt var tale om.

Efter B.T.s henvendelse til Cirkus Summarums pressemail, er henvendelse røget videre til Theis Petersen, direktør og indsamlingschef i Muskelsvindsfonden. Muskelsvindsfonden er medarrangør af cirkusforestillingen, og direktøren fortæller nu i en mail, hvad det var for en væske, der var havnet i de populære læskedrikke:

»Der har været en fejl i produktionssystemet ved en enkelt kølebeholder i den ene slushice-bod lørdag den 27. juli i pausen til den sene forestilling. Der er beklageligvis kommet rensevæske i den pågældende køler. Det beklager vi meget.«

Netop derfor har Cirkus Summarum opfordret alle gæster til at være ekstra opmærksomme og kontakte Giftlinjen, som allerede er orienteret om situationen, hvis de skulle opleve symptomerne.

Det har dog ikke været aktuelt endnu, lyder det fra direktøren:

»Vi har på nuværende tidspunkt ikke modtaget henvendelser fra gæster, der har haft gener, og vi har besvaret alle henvendelser og gør det fortsat.«

Derfor er arrangørerne nu gået i fuld gang med at undersøge sagen i dybden, så de kan finde ud af, hvordan de sikrer, at den kæmpe fejltagelse aldrig sker igen.

»Det er selvfølgelig noget, der ikke må ske, og vi er i fuld gang med at gennemgå vores interne procedurer, så det ikke sker igen. Vi beklager endnu en gang situationen og følger den fortsat tæt,« afrunder Theis Petersen.

Du kan læse hele sms'en, som de chokerede gæster modtog efter forestillingen, herunder: