Gæster, der var taget ind for at se Onkel Reje, Motor Mille, Hr. Skæg og alle de andre karakterer i Cirkus Summarum på årets varmeste dag, fik sig en grim overraskelse, da de kom hjem.

For her tikkede der en sms ind fra cirkusset, der advarede om en særlig slushice-drik med hyldeblomstsmag under lørdagens opvisning.

Noget, som Mette Andersen og hendes fireårige søn havde drukket.

»Det første, vi gjorde i pausen, var at løbe ud og stå i slushice-kø. Det var jo gigantisk varmt i det telt – det var den varmeste dag overhovedet. En af dem, vi købte, var den med hyldeblomst, som vi skiftevis drak af,« fortæller hun.

Derfor fik hun sig et chok, da cirkusset blandt andet skrev følgende i en sms:

'I forestillingens pause er der ved en fejl kommet forkert væske i en enkelt kølebeholder med hyldeblomst-slushice. Det beklager vi utroligt meget.'

'Der er tale om en meget fortyndet, men stærk base. Hvis I oplever symptomer inden for de næste 24 timer – f.eks. synkebesvær eller smerter i mund og svælg – skal I kontakte Giftlinjen på 82 12 12 12. Mvh. Cirkus Summarum,' lød det videre i beskeden.

(Læs hele beskeden nederst i artiklen.)

Hvad det er for en base, der ved en fejl er kommet i maskinen, og hvor farlig den er, står der dog intet om. Det frustrerer Mette Andersen voldsomt.

»Jeg bliver selvfølgelig ret bekymret, da der står, at det er potentielt giftigt. I min optik mangler der virkelig information. Hvad har vi drukket? Hvad er det for en base? Hvis vi skal ringe til Giftlinjen, hvad skal vi så sige til dem?«

Hverken Mette Andersen eller sønnen har mærket nogen af de oplistede symptomer endnu, men bekymringen har ikke lagt sig.

»Én ting er mig selv, men jeg tænker især på min søn og alle de andre børn, der var til stede. Alle løb jo rundt med en slushice i hånden,« fortæller hun.

Mette Andersen har selv forgæves forsøgt at kontakte Cirkus Summarum, som endnu ikke er vendt tilbage. Hun håber på, at situationen ikke er så alvorlig, som den lyder i beskeden.

B.T. har også modtaget henvendelser fra andre bekymrede personer, der har modtaget den samme sms fra Cirkus Summarum.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Cirkus Summarum for at få svar på, hvad det var for en væske, der ved en fejl endte i slushice-maskinen, hvordan det kunne ske, og hvor farlig den er.

Cirkusset er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.