34-årige Christina Sørensen er rystet over danskernes opførsel.

Til daglig bor hun i Støvring ved Aalborg, men tirsdag morgen fløj hun til til hovedstaden for at få klaret en frisøraftale.

Hverken i flyet eller i Københavns Lufthavn var der problemer, men da hun steg på metroen for at komme ind til byen, fik hun et chok.

»Det var virkelig en sindssyg oplevelse. Hvis folk ikke begynder at få respekt for det her, så ender vi med at skulle lukke ned igen,« fortæller Christina Sørensen til B.T.

Hun taler om manglende brug af mundbind.

Coronakrisen er som bekendt langt fra ovre, og Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at man bruger mundbind, når man kører med kollektiv trafik i myldretiden for at undgå yderligere spredning af covid-19.

Da Christina Sørensen steg på metroen, blev den hurtigt fyldt med passagerer, men modsat i flyet og i lufthavnen var der nærmest ingen, der bar mundbind i metroen.

»Det var farligt. Folk hostede uden at holde sig for munden og holdt ikke afstand. De rørte også ved et gelænder for så at pille sig i ansigtet lige bagefter. Jeg hørte flere snakke om, at nu var det snart ovre, og at det var fedt, at der var blevet åbnet mere op. Der var også nogen, der talte om den vilde udvikling i Spanien, og jeg tænkte: 'Hvorfor har du så ikke mundbind på, ellers sker det jo også her',« fortæller Christina Sørensen videre.

Christina Sørensen.
Christina Sørensen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Christina Sørensen arbejder til daglig som sygeplejerske og handicaphjælper for en 17-årig dreng med vejrtrækningsproblemer. Derfor er hun ekstra opmærksom på ikke at blive smittet.

»Jeg bruger de lilla femlags-mundbind, som de også bruger på sygehuse. Det havde jeg både på i flyet og i metroen. Hver gang folk kom for tæt på, trak jeg mig væk og tog flere gange min håndsprit frem for at vise, at jeg går op i det.«

Christina Sørensen kan derudover ikke forstå, hvorfor Metroselskabets egne medarbejdere ikke bar mundbind eller var iført handsker.

Utilpas over situationen steg hun ud af metroen et stop for tidligt og tog en taxa det sidste stykke. Hun regner ikke med at tage metroen, når hun skal hjem igen.

»Det mest simple i verden ville være at sige, at vi ved lov skal have mundbind på, når vi bruger offentlig transport. Det kunne være rart, hvis folk udviste en lille smule samfundssind, for hvis man ikke beskytter sig, risikerer man at blive smittet. Det burde der være mere fokus på.«

B.T. har forelagt Christina Sørensens oplevelse for Jan Brauner, relations manager hos Metro Service A/S, der varetager den daglige drift af Københavns Metro.

Han fortæller, at de er opmærksomme på situationen omkring manglende mundbind, og at de er i fuld gang med nye tiltag.

»Fra på torsdag får vi nye infoplakater, hvor vi opfordrer til, at man bruger mundbind, når der er mange mennesker. I går (mandag, red.) begyndte vi også med udkald på stationerne og med påskrift på skærmene, hvor vi også opfordrer til brug af mundbind i myldretidsperioder,« fortæller Jan Brauner.

Københavns metro fotograferet mandag den 3. august.
Københavns metro fotograferet mandag den 3. august. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han bekræfter, at deres eget personale endnu ikke selv har båret mundbind, og undskylder det med, at det udelukkende skyldes, at de afventer en sending fra deres leverandør.

»Hvis alt går vel, så skulle vi modtage mundbind til vores medarbejdere i dag eller i morgen, og så begynder de at bruge dem fast i vores to myldretidsperioder, det vil sige fra klokken syv til ni om morgenen og fra 14 til 18 om eftermiddagen. På den måde opfordrer vi også vores kunder til at huske mundbind.«

Jan Brauner tilføjer:

»Vi kunne godt se, hvor det bar hen, og så fik vi sat det i gang, men i første omgang skulle vi have fundet et ordentligt, godkendt produkt.«

Han fortæller, at de længe har haft særligt fokus på ekstra afspritning og rengøring af togene, ligesom der på alle stationer skulle stå håndsprit til fri afbenyttelse.

Københavns Metro har ifølge Jan Brauner foreløbigt ingen planer om at opstille mundbind-automater.