51-årige Bettina Rickert fra Gl. Holte er ikke længere tryg ved at tage kollektiv trafik i København

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man for at hindre yderligere spredning af covid-19 bruger mundbind, når man kører med kollektiv trafik i myldretidsperioder, men Bettina Rickerts oplevelse er, at folk er ligeglade og umaskerede maser sig sammen i bybusser og metro.

»Jeg har en lungesygdom, der gør, at jeg er ekstra opmærksom på, at folk ikke skal komme for tæt på. Jeg har muligheden for at arbejde hjemme, men det er bare ikke fedt at være i isolation konstant, fordi folk ikke kan tage hensyn,« fortæller Bettina Rickert til B.T.

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, har længe været fortaler for brug af mundbind i det offentlige rum. Han beroliger bekymrede borgere som Bettina Rickert med, at vi kun lige er i opstartsfasen, og at vi i den kommende tid antageligt nok skal blive bedre til at bruge mundbind. Så folk kan lige så godt vænne sig til det.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

»Vi skal i gang nu, og derfor synes jeg, det er meget fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen er kommet på banen, så vi stille og roligt kan vænne os til det i en periode, hvor det ikke er så kritisk,« fortæller han til B.T.

Bettina Rickert håber på det bedste, men er fortsat skeptisk. Blandt andet havde hun en ærgerlig oplevelse i weekenden, da hun tog Københavns metro ud til Den Blå Planet.

»Der var en mand uden mundbind, der maste sig ind på mig for at gøre plads til sin kæreste. Så blev jeg sur.«

Hun fortæller, at hun på grund af sin lungesygdom ikke har lungekapacitet til at tage cyklen, og derfor er hun afhængig af blandt andet at kunne tage bussen på arbejde.

Bettina Rickert.
Bettina Rickert. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hendes normale busrute, der blandt andet går forbi Gentofte Hospital, hvor hun en gang imellem går til tjek, har hun af frygt for at blive smittet skiftet ud med en anden rute. Det har ikke gjort hverdagen nemmere.

»De seneste par dage har jeg været den eneste med mundbind i bussen, så nu er jeg begyndt at tage tidligere af sted om morgenen for at undgå myldretiden. Det er også svært om eftermiddagen, når jeg skal hjem, for enten tager jeg tidligere af sted, hvor bussen er fyldt med skolebørn, eller også må jeg gå senere og få en vildt lang arbejdsdag, og det gider jeg jo heller ikke.«

Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet vurderer, at der ikke behøver gå så længe, før mundbindene bliver en fast del af danskernes hverdagsrutine og gøre livet lettere for folk som Bettina Rickert.

»Det er jo spørgsmålet, om det bliver et påbud. Lige nu er vi i en introduktionsfase, hvor vi indarbejder masker. Det vil fortsætte i nogle uger, og så begynder det at blive en rutine. Det er godt at starte med en anbefaling, for vi har jo ikke tradition for at slå hinanden oven i hovedet med påbud. Vi har haft forsamlingsforbud, men ellers brugt anbefalinger, og jeg ser da helst, at vi fortsætter i det spor.«

Mundbind i myldretiden ved Nørreport station og i Metroen i København, mandag den 3. august 2020. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at passagerer bruger mundbind, når der er trængsel i den kollektive trafik.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mundbind i myldretiden ved Nørreport station og i Metroen i København, mandag den 3. august 2020. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at passagerer bruger mundbind, når der er trængsel i den kollektive trafik.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hans Jørn Kolmos tror, situationen godt kan blive så alvorlig, at det kan blive lovpligtigt at gå med mundbind, men det vil i så fald blive en politisk afgørelse, tilføjer han.

I første omgang gælder det om at blive vant til at benytte sig af mundbind på samme måde som med håndsprit.

»Vi skal først lige vænne os til at bruge det. Det tog også nogle uger, hvor vi skulle vænne os til at bruge håndsprit. Så jeg tror ikke, vi skal være bekymrede over, at alle ikke bruger mundbind lige med det samme. Det er noget, man skal vænne sig til,« forklarer Hans Jørn Kolmos.

Han tilføjer, at vi skal huske på, at mundbind ikke er en fuld erstatning for andre former for beskyttelse og hensyn.

»Det er et supplement. Håndhygiejne og afstand er stadig vigtigt, ellers havner vi i en situation, hvor vi er nødt til at lukke ned igen, og det skulle vi jo gerne undgå.«