Som ansat i vejafdelingen i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning handler Christian Larsen normalt på ordrer fra sine chefer. 

Men mandag morgen gjorde han en undtagelse efter at have læst B.T.s historie om to nedlagte parkeringspladser i det indre København, som har indbragt Københavns Kommune 288.600 kroner siden januar 2025.

»Det er jo for dårligt, at folk får bøder, fordi de tror, at der gerne må parkeres der,« siger Christian Larsen.

Derfor tog han sammen med en kollega selv affære og kørte lastbilen med vejvedligeholdelsesudstyr til Antonigade 7 og 9 i det centrale København. 

»Da vi mødte ind her til morgen, kørte vi ud på eget initiativ. Det skulle bare løses med det samme. Så det er ikke noget, vi har fået besked på,« siger han. 

Resultatet ses allerede. På den nedlagte parkeringsplads ved Antonigade 7 er der nu kommet en asfaltlap på den rest af en afmærkning, som tilsyneladende har forvirret bilisterne til at tro, at parkering er tilladt.

En af dem, der har fået en parkeringsbøde på 510 kroner er elektrikeren Søren Pedersen, der til B.T. har fortalt, at han ikke anede, at der er parkering forbudt på pladserne.

Søren Pedersen fortæller, at han blev snydt, fordi der dels er et indhak i kantstenene, der får én til at tro, at der er tale om parkeringspladser. Og dels på grund af den allerede nævnte rest af en afmærkning, som gennem mere end halvandet år har fået bilister til at tro, at parkering er tilladt. Det er den, som Christian Larsen og hans kollega nu har fjernet.

Kender du til en parkeringsfælde? Og har du evt. fået en bøde, fordi skiltningen eller lignende var mangelfuld. Så skriv til journalisten bag artiklen på sris@bt.dk.

Parkeringspladsen har hidtil været en pengemaskine for Københavns Kommune.

Nu er den hvide afmærkning fra en parkeringsbås væk på Antonigade væk. Og endnu en bilist risikerer at få en bøde mandag morgen. Foto: Søren Kjellberg Ishøy

Således viser en aktindsigt, at kommunen siden 1. januar 2025 har udstedt bøder for samlet 288.660 kroner på Antonigade 7 og 9.

Heraf er de 35.700 kroner givet for ulovlig parkering på Antonigade 7. Resten - altså 252.960 kroner - er for Antonigade 9.

Står Københavns Kommunes ord til troende, så kan der være mere skiltning på vej. 

»Vi vil gerne se, om vi kan nedbringe antallet af parkeringsafgifter i Antonigade, og vi har på den baggrund valgt at bestille en ekstra informationstavle til gaden for at gentage, at Antonigade ligger inden for parkeringsforbudszonen,« skriver enhedschef for Parkering i Københavns Kommune Anders Hadberg. 

Nu håber vejarbejderen Christian Larsen på, at bilisterne bedre kan gennemskue, at der er parkering forbudt. 

»Det kan jo ikke være meningen, at der skal udskrives så mange bøder,« siger han.