To nedlagte parkeringspladser i Indre By i København giver nu anledning til harme blandt bilister, der får bøder i hobetal.

Bilisterne tror nemlig, at de må parkere på pladsen, men den har være sløjfet af Københvans  Kommune siden 1. januar 2025. 

En af dem, der har fået en bøde, er Søren Pedersen, der arbejder som elektriker. 

B.T. møder ham, da han kommer ned til sin varevogn og opdager, at der ligger en hilsen i forruden fra Københavns Kommune på 510 kroner.

»Det er rent ud sagt pisseirriterende, at jeg ikke må holde her. Jeg har jo betalt for min parkering, og jeg var overbevist om, at det var en parkeringsplads,« siger han.

B.T. har over nogle uger holdt øje med de to pladser på adressen Antonigade 7 og 9. 

Bilisterne parkerer der flittigt, og dagligt udstedes der bøder.

Kender du til en parkeringsfælde? Og har du evt. fået en bøde, fordi skiltningen eller lignende var mangelfuld. Så skriv til journalisten bag artiklen på sris@bt.dk.

B.T.s observationer bakkes op af en aktindsigt, som B.T. har fået fra Københavns Kommune.

Den viser, at kommunen siden 1. januar 2025 har udstedt bøder for samlet 288.660 kroner alene på Antonigade 7 og 9.

Heraf er de 35.700 kroner givet for ulovlig parkering på Antonigade 7. Resten - altså 252.960 kroner - er for Antonigade 9.

Søren Pedersen fortæller, at han ikke anede, at der er parkering forbudt på pladserne.

Det er afmærkningen her, som kan give anledning til forvirring. Markerer det en bås? 

Han mener nemlig, det ligner parkeringspladser. 

Dels er der et brostens-indhak, som indikerer, at der er tale om parkeringspladser. Og så er der en rest af en afmærkning, så det kunne se ud som om, at der er afmærket en bås.

»Med den vedligeholdelse, der er af vejene i København, kunne afmærkningen lige så godt vise, at det en bås, der bare er blevet slidt af med årene. Jeg havde ingen betænkeligheder ved at holde herinde. Den lå lige til højrebenet. Jeg var sikker på, at det var en parkeringsplads,« siger Søren Pedersen.

Bøden til håndværkeren begrundes med, at han har parkeret uden for en afmærket bås. Hvilket også går igen i de bøder,  B.T. har tjekket i forruderne på Antonigade 7 og 9. 

Søren Pedersen undrer sig over, at der ikke er nogen skiltning.

»Man kunne jo sagtens sætte et ‘parkering forbudt’-skilt op. Eller lave nogle gule afmærkninger, som indikerer, at det er et sted, man ikke må parkere«. 

Hvad tænker du om, at pladserne har indbragt kommunen 288.660 kroner siden januar 2025?

»Det er skræmmende. Altså i kommunen må man jo vide med de mange bøder, at der er en masse mennesker, der ikke ved, at de må holde her. Så sæt dog et skilt op, så vi kan se det. Det sker mange steder i København. Der er masser af mine kolleger, som får bøder steder, hvor de tror, at de godt må holde,« siger Søren Pedersen.

Denne hilsen fra Københavns Kommune lå klar til Søren Pedersen, der skal betale de 510 kroner af sin egen løn.  Foto: Søren Kjellberg Ishøy

Hos bilejernes interesseorganisation, FDM, mener man også, at den manglende skiltning er et problem.

»Der skiltes kun, når du kører ind i parkeringszonen i middelalderbyen. Ikke ved parkeringspladserne. Og det er problematisk i den forstand, at bilisterne ikke har mulighed for at se, hvad reglerne er, der hvor de parkerer. Og særligt, hvis det ligner en parkeringsplads.«

»Så mener vi, at kommunen tydeligt skal tilkendegive, at der er er parkering forbudt med traditionelle forbudsskilte,« siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM.

Han undrer sig også over, at der er en rest af en afmærkning, som ikke er fjernet.

»Den burde være nem at fjerne, og det betyder, at bilisterne misforstår det og tror, at de må parkere på pladsen,« siger Dennis Lange.

I et svar til B.T. skriver enhedschef for Parkering i Københavns Kommune Anders Hadberg, at parkeringspladserne er nedlagt i forbindelse med en beslutning om fredeliggørelsen af Middelalderbyen.

Hvorfor er det, at I ikke skilter bedre, når der er så mange, som 'tror', at der er en parkeringsplads?

»Når man som bilist vælger at parkere i Antonigade, vil man ved indkørsel til Middelalderbyen have passeret zonetavler, som oplyser om, at området er en parkeringsforbudszone. Inde i området findes der desuden informationstavler, som gentager reglerne for parkeringsforbudszonen. Både zonetavler og oplysningstavlerne er opsat i overensstemmelse med vejafmærkningsbekendtgørelsens regler,« skriver han og fortsætter: 

»Vi vil gerne se, om vi kan nedbringe antallet af parkeringsafgifter i Antonigade, og vi har på den baggrund valgt at bestille en ekstra informationstavle til gaden, for at gentage, at Antonigade ligger inden for parkeringsforbudszonen«. 

Hvorfor er det, at der er en rest af en afmærkning og kan I forstå, at det kan misforstås?

»Det er tydeligt, at parkeringsbåsen er blevet fjernet. Forvaltningen er opmærksom på, at der fortsat er en mindre rest af afmærkningen på vejen, men vurderer, at den lille rest ikke bør kunne opfattes som en fuldt optegnet parkeringsbås. Forvaltningen vil forsøge at få fjernet den sidste rest i den kommende tid,« skriver Anders Hadberg.