Du skal pakke kufferten og rette kursen mod Nord- eller Sydamerika, hvis du drømmer om at se en puma i levende live.

Eller skal du?

Ikke hvis man tror Marianne Westphall.

Hun gik søndag en tur i skoven i Gammel Rye i Østjylland, da hun stødte på det, hun selv beskriver som en puma.

»Lige da jeg kommer hen til rydningen, kommer der et stort kattedyr nærmest løbende fra min venstre side. Jeg tænker: 'Hold da kæft'. Den går ud på en lysning og stiller sig,« fortæller Marianne Westphall til B.T.

Marianne står stille som en statue. Hun er bange og ved, at hvis først hun sætter i løb, så sætter dyret også i løb.

Og hun ved også, at hun løber fra en puma i nul ud af 100 tilfælde.

Derfor tager hun ét stille skridt tilbage, hver gang pumaen kigger i den helt modsatte retning.

Men da hun har taget tre skridt, vender kattedyret sig om og stirrer på Marianne.

Med elegante bevægelser nærmer pumaen sig nu.

»Den lægger sig på maven med forbenene strukket ud foran sig og kigger på mig. Jeg er bange, men kommer vist til at træde lidt frem. Pumaen reagerer ved at springe meget elegant over lysningen og væk,« fortæller Marianne Westphall.

Herefter samler Marianne sig og lister stille hjem. Hun ser ikke pumaen igen.

Marianne vurderer, at kattedyret var på størrelse med en hunløve, og efter at have læst og se på billeder af pumaen er hun slet ikke i tvivl.

Det var en puma.

Derfor satte hun sig til at skrive et Facebook-opslag, hvor hun advarede løbere, forældre og andre borgere om, at der altså var en puma løs i Gammel Rye.

Men det er ikke alle, der tror på, at det var en puma, som Marinne stod ansigt til ansigt med.

Folk har både nævnt, at det kan være en guldsjakal eller mårhund, men den køber Marianne ikke.

»Overhovedet ikke - det var en puma. Der har været mange kommentarer som disse, og dem har jeg ikke svaret på,« fortæller Marianne Westphall, der også har meldt sagen til politiet.

Og som tiden er gået, er det også blevet mere og mere sandsynligt, at Marianne har helt ret. Flere lokalmedier greb nemlig historien søndag og mandag, og et af dem var Århus Stiftstidende.

De skrev en historie om Mariannes observation, og siden har mediet modtaget henvendelser fra flere læsere, der beretter om, at de også har set det store kattedyr.

»På min gåtur i skoven ved Funder Ådal, hvor jeg bor, så jeg mandag et stort kattedyr løbe op ad en af skrænterne - min første indskydelse var, at det lignede en hunløve, og jeg blev meget forskrækket,« siger Gitte Tang Lorenzen blandt andet til Århus Stiftstidende.

Men det stopper ikke her.

Midtjyllands Avis skriver, at der for cirka en måned siden var et får, der blev skambidt af et større dyr tæt på det sted, hvor Marianne så det store kattedyr.

B.T. har kontaktet Sydøstjyllands Politi, der bekræfter anmeldelsen, men ellers gør klart, at der ikke er meget at komme efter.

»Vi har en anmeldelse om en kvinde, der har set noget, der måske var en løve. Et mellemstort kattedyr. Der er dog ingen, der mangler sådan et kattedyr, så der er ikke mere i den historie,« oplyser kommunikationschef Ulla Kaspersen.