Uønsket seksuel opmærksomhed, mobning og trusler om begrænsede karrieremuligheder.

Sådan lyder nogle af fortællingerne fra studerende om underviseres adfærd på Københavns Universitet. Det skriver Radio4.

Ifølge en årsberetning for 2020 er antallet af henvendelser om chikanerende og mobbende adfærd nemlig fordoblet. Hvor den uafhængige juridiske vejledning i 2019 modtog 24 henvendelser, er tallet for 2020 steget til 53 tilfælde.

Helt konkret dækker indberetningerne over vidnesbyrd fra studerende, der fortæller om undervisere og medarbejdere, der udsætter studerende for grænseoverskridende adfærd.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

Blandt andet beskrives det, hvordan enkelte undervisere systematisk opsøger sexpartnere blandt studerende, ligesom flere optræder fysisk grænseoverskridende efter at have drukket alkohol.

Flere studerende føler sig desuden pressede til at tie om deres oplevelser efter trusler om begrænsning af deres karrieremuligheder.

»Jeg finder det dybt problematisk og meget ærgerligt. Det er et problem, når undervisere ikke er klar over deres magtrelation til de studerende. Det er dem, der skal give karakterer og sende de studerende videre i systemet,« fortæller Mike Gudbergsen, der er forperson i Danske Studerendes Fællesråd til Radio4.

Hos Københavns Universitet ærgrer man sig over det stigende antal henvendelser, men forsikrer om, at der vil blive sat ind for at sikre, at det ikke sker i fremtiden.