Noget tyder på, at temperaturen tilsyneladende måles helt forkert.
Og det er der en helt særlig grund til. Svaret findes midt i en hæk på Frederiksberg.
Nærmere bestemt på Landbohøjskolen på Frederiksberg, hvor der står en målestation, som har en helt særlig værdi, fordi den er en af de vejrstationer, der har stået samme sted siden 1860 og bidraget med vigtige oplysninger til klimaet. Det skriver Berlingske.
Problemet er bare, at målestationen ikke står, som den burde. Den står nemlig midt i en hæk 12 meter fra et drivhus.
Dermed lever den ikke op til de internationale forskrifter til en vejrstation fastsat af WMO, Den Meterorologiske Verdensorganisation under FN.
Konsekvensen er, at temperaturmålingerne har forventede afvigelser på 2-5 grader.
Og det problem har tilsyneladende været kendt blandt DMI's klimatologer i mange år.
DMI bekræfter overfor Berlingske, at stationen måler 'en lidt for høj temperatur' i forhold til, hvad den ville have gjort, hvis den havde opfyldt forskrifterne fra WMO.
DMI slår dog fast, at de for høje målinger ikke skyldes selve stationen. Det er placeringen, der skyldes problemet.
Placeringen i en hæk, betyder nemlig, at målingerne påvirkes af for meget læ. Der bliver nemlig målt temperatur og luftfugtighed i en højde af to meter, og ifølge forskrifterne skal måleenhederne helst stå frit eksponeret, så de måler repræsentativt.
Men netop dét kan være »særdeles vanskeligt« i et urbant miljø, mener DMI, da det mest optimale vil være at sætte måleren på et frit område på 25 gange 25 meter, »hvilket ikke er muligt i byen«.
I forbindelse med et moderniseringsprojekt vil man inden for nogle år prøve at flytte stationen nogle meter, så den kommer til at stå over græs. Det kræver dog, at Landbohøjskolen giver tilladelse til det.
