Chefredaktøren for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, beklager nu, at hun har hjulpet en bekendt med at skrive en eksamensopgave.

Det gør hun i et svar til et debatindlæg i Jyllands-Posten.

»Både som privatperson, samfundsborger og chefredaktør er der her tale om utrolig dårlig dømmekraft fra min side.« lyder det blandt andet her.

Det var for få uger siden, at Marchen Neel Gjertsen endte i en større shitstorm, efter at hun i et interview med Euroman fortalte, at hun havde hjulpet 'en ven med en omfattende afsluttende akademisk opgave på mere end 50 sider i et fag, jeg intet kendskab har til selv'.

Det blev siden af flere karakteriseret som eksamenssnyd. Også af et dansk universitet.

Selv udtalte chefredaktøren sig ikke yderligere om sagen, selv om også B.T. forsøgte at få en kommentar.

På det sociale medie X forsvarede Marchen Neel Gjertsen sig dog kortfattet mod kritikken.

»Jo. Man må da gerne hjælpe sine venner,« lød det her.

Nu er hun tilsyneladende kommet på andre tanker.

For det er som svar til et debatindlæg i Jyllands-Posten, at chefredaktøren nu beklager sin eksamenshjælp.

Her kalder CBS-lektor Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen blandt andet hendes ageren for 'uetisk'. Og det lyder videre, at 'det er lidt mærkeligt, at en chefredaktør blankt indrømmer eksamenssnyd og forherliger nepotisme'.

Og i et svar hertil kommer Marchen Neel Gjertsen med sin undskyldning, hvor hun også kalder det for 'velanbragt kritik'.