»Jeg kan huske, at jeg prøvede at ringe efter hjælp. Men jeg havde tabt telefonen, så mit simkort var faldet ud. Jeg har aldrig prøvet at få en blodprop før, så jeg vidste ikke, hvad det var.«

31-årige Cecilia Bjerregaard husker kun brudstykker af dengang, hun faldt om på badeværelsesgulvet alene hjemme sammen med sin hund.

Hun var lammet i højre side af kroppen, havde hovedpine og følte sig overdrevet træt.

Historien om Cecilia Bjerregaard tager sin begyndelse i 2011 og ændrede for altid hendes liv. Men hvorfor nu læse om noget, der skete så længe tilbage?

Cecilias historie er lige nu aktuel, når bogen 'Stroke – få det bedste ud af livet efter blodprop og hjerneblødning' udkommer 1. februar. Det er professor og overlæge Grethe Andersen ved Aarhus Universitetshospital, der står bag.

»Hos lægen bliver man ofte spurgt til medicin og genoptræning, men man kommer sjældent til, hvordan man egentlig trives. Bogen kan bruges som løftestang til at få taget hul på den samtale, som ofte er en mangelvare,« siger Grethe Andersen.

Cecilia, der er en af de medvirkende i bogen, blev fundet nogle timer senere af sin stedfar. En kollega kunne ikke forstå, hun ikke var mødt på arbejde.

Cecilia Bjerregaard er i dag 31 år. Hun blev ramt en blodprop i hjernen som bare 21-årig. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Cecilia Bjerregaard er i dag 31 år. Hun blev ramt en blodprop i hjernen som bare 21-årig. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Vis mere

Hun blev fløjet fra Holstebro til Aarhus og overlevede, hvad der kunne have været endt fatalt.

Lægerne mente aldrig, hun ville komme til at tale igen. Eller gå. I det hele taget leve et liv som før.

»Jeg tror aldrig, jeg har været bange, men jeg har været rigtig ked af det. Det var frustrerende ikke at kunne noget eller at blive forstået,« siger Cecilia Bjerregaard.

Cecilia er lidt af et mirakel, fortæller Grete Andersen. For hele hendes venstre del af hjernen er skadet. Det sted, hvor vi normalt styrer vores tale fra.

»Hun har været heldig, at hun har fået den rigtige behandling og ikke har givet op,« siger lægen.

Ifølge Grethe Andersen er den bedste måde at leve videre på efter et stroke, at man »ser de nye grundvilkår i øjnene«, man har fået.

»Det påvirker jo alle livets aspekter. Ens følelsesliv, arbejdsliv og rolle i familien,« siger overlægen.

Der gik omkring to år, før Cecilia med hjælp fra en talepædagog kunne gøre sig nogenlunde forståelig igen. Syv år i alt har hun brugt på at genvinde sproget. Der er dog fortsat ord, Cecilia 'snubler' over.

Cecilia er mod alle odds blevet mor. Hendes søn er i dag syv år. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Cecilia er mod alle odds blevet mor. Hendes søn er i dag syv år. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Vis mere

»Det har tidligere været meget stigmatiserende at have en skade i hjernen. Men der er sket meget inden for behandlingen de senere år, som har gjort det nemmere at komme tilbage,« siger Grete Andersen.

Cecilia var i årene efter sin blodprop i hjernen 'indebrændt', som hun selv formulerer det.

Hovedpine har hun også stadig dagligt, er meget træt og kan ikke arbejde mere end et par timer om dagen i et flexjob. Men indebrændtheden har hun lært at skubbe væk.

»Når man er 21, har man jo en masse drømme. Man vil gerne have børn, og jeg ville gerne være ejendomsmægler. Jeg laver stadig ikke det, jeg allerhelst vil, men jeg er blevet bedre til at forstå, at nu er livet noget andet, måske bedre end det ellers kunne have været,« siger hun.

Og det er netop det rigtige at gøre, siger Grethe Andersen:

»De fleste kan faktisk godt, når de har fået styr på stressbelastningen og bekymringer, finde sig en plads i livet igen. Livet er ikke taget fra en, fordi man har fået en stroke, selvom det udefra kan se sådan ud.«

Cecilia er mod alle odds blevet mor, selvom det ikke burde kunne have ladet sig gøre på naturlig vis med al den medicin, Cecilia får.

Når hun fortæller, at livet måske er bedre, end det kunne have været, har hun især tanke på det:

Cecilia Bjerregaard ses her sammen med sin mand, Patrick, og deres syvårige søn. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Cecilia Bjerregaard ses her sammen med sin mand, Patrick, og deres syvårige søn. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd.
Vis mere

»Jeg har mere tid end mine veninder til at være sammen med min syvårige søn,« siger hun.

I alle årene har hendes mand, Patrick, været ved hendes side. Også selvom Cecilie på et tidspunkt kort efter sin blodprop bad ham om at finde en anden.

»Han fortjente en bedre kæreste end mig. Men det ville han ikke høre på. Og han har jo også været en uvurderlig støtte – ligesom min mor,« siger Cecilia Bjerregaard.

»Jeg er glad for, at jeg er kommet ud på den anden side. Jeg har jo været en grøntsag,« siger hun.

»Jeg er nok nået til det punkt, at det er vigtigt at se fremad. Det bliver ikke bedre af bare at sidde i sofaen. Så når jeg har en god dag, så sørger jeg for at se nogle mennesker i stedet for at sumpe rundt i egne tanker.«

Andre læser også