Carl Nielsen-skolen i Årslev på Fyn har i flere år kæmpet en kamp mod naturens kræfter – og det bliver værre år for år, fortæller skoleleder Bettina Dalager Greve.

Hele skolegården er fyldt med store råger og deres efterladenskaber. Og i år er det så slemt, at skolens elever har svært ved at opholde sig på udendørsarealerne.

»Der er tre store problemer ved dem,« siger Bettina Dalager Greve og fortsætter:

»De er store og ser uhyggelige ud. Når de flyver rundt, gør det vores elever bange. De larmer. De skriger til hinanden, og larmen er så overdøvende, at det er svært at høre, hvad man siger til hinanden.«

Faktisk er det så svært at høre hinanden, at det ofte er umuligt at rykke undervisningen udendørs, hvis man ønsker det.

»Til sidst så er der fugleklatter over det hele. Det er et massivt problem, og det er ulækkert med alle de klatter,« siger skolelederen, der har været på skolen siden december 2021.

Med sin korte tid i skoleleder-rollen får Bettina Dalager Greve lidt hjælp fra skolens skolesekretær, der kan sætte lidt ord på, hvor længe problemet har stået på.

»Det har stået på i nogle år, og hvert år bliver det værre og værre. Der kommer flere og flere råger. Det begynder tidligt forår, og det står på resten af skoleåret. Samtidig kommer der flere til hen over sommeren,« genfortæller Bettina Dalager Greve.

Skolesekretæren fortæller også om en episode, hvor rågerne har skidt på eleverne, fordi fuglene formentlig har følt, deres reder har været truet af børnene. Samtidig slås rågerne indbyrdes, og det kan være meget voldsomt, når man opholder sig i skolegården, da rågerne nogle gange flyver truende efter børnene.

Men hvad gør man lige ved sådan et problem, tænker du måske. Og her er gode råd dyre.

»Vi er ved at søge om at få reguleret bestanden, mellem 1. maj-15. juni ved Faaborg-Midtfyn kommune. Vores erfaring er, at man først regulerer, når ungerne sidder på kanten af rederne,« lyder det fra Bettina Dalager Greve.

Det er heller ikke en mulighed at fælde træerne, rågerne sidder i. Skolen er meget glad for den natur, den er omringet af, og den vil man meget nødig skære ned.

Derfor har skoleleder Bettina Dalager Greve på egen hånd undersøgt, hvad man kan gøre.

B.T. har modtaget lidt billeder fra skolen af alle de fugleklatter, der er omkring på skolens udendørsareal.
B.T. har modtaget lidt billeder fra skolen af alle de fugleklatter, der er omkring på skolens udendørsareal. Foto: Carl Nielsen-skolen
Vis mere

»Jeg har næsten lige ladet mig fortælle – jeg er vel og mærke ikke ekspert på råger – at der findes en form for støj, man kan sende ud, som rågerne ikke kan lide. Man bruger det vist også mod rotter og den slags,« siger hun og fortsætter:

»Det er vi ved at kigge på, om man kan bruge.«

Hun understreger, at man tager problemet meget alvorligt. Det samme gør man med de forældrehenvendelser, man har fået vedrørende råge-problemet.

»Vi vil meget gerne have det her løst. Vi skal bare have fundet ud af, hvordan vi gør det,« afslutter Bettina Dalager Greve, der først fortalte om problemet i Fyns Amts Avis.