Rejseselskabet Detur har meddelt, at man aflyser det resterende af chartersæson i 2022. Det har efterladt adskillige danskere med en masse spørgsmålstegn.

Én af dem er Carina Madsen, som sammen med sin mand havde bestilt en ferie til Antalya i Tyrkiet med afrejse 2. oktober.

Men nu ser det ud til, at de ikke kommer afsted.

»Vi har ikke hørt noget fra Detur om, at rejsen er blevet aflyst. Vi ved ingenting.«

»Men jeg har snakket med flyselskabet og hotellet, som vi skulle benytte. De siger, at jeg ikke har nogen booking hos nogle af dem, selvom jeg har betalt.«

B.T. har set dokumentation for, at Carina Madsen har betalt for både fly og hotel.

Carina Madsen er langt fra den eneste, som sidder i en frustrerende situation. Udover dem, som nu ikke ved, om de kommer afsted på ferie, sidder der lige nu danskere i blandt andet Tyrkiet og Grækenland, hvis ferie er ødelagt.

Onsdag talte B.T. med Benny Ragner, som fortæller, at han og andre danskere fået besked på, at de selv skal betale for deres ophold på hotellet.

Det sker på trods af, at de har købt en pakkerejse og betalt på forhånd for turen. Ellers ville de blive smidt ud af hotellet.

Beskeden var ifølge danskerne, at Detur var blevet opkøbt, hvorfor betalinger for ferier ikke var gået igennem. Detur hævder dog, at beskederne er falske, hvilket de oplyser en mail til B.T.

Ikke desto mindre oplyser Detur på deres hjemmeside, at man har besluttet at »revidere sin drift og vil derfor gennemføre en rekonstruktion med ny kapital tilført selskabet.«

»Da det betyder ændringer i organisationen og i organisationens processer, vil charterforretningen blive midlertidigt sat på pause i en periode. Resten af 2022-sæsonen vil blive aflyst,« skriver de yderligere.

(Meldingen blev skrevet inden Detur blev opkøbt af Danske Aventura Rejser) Flere danskere var strandet i udlandet, efter Detur aflyste hele den resterende chartersæson. Her er en af de meldinger, som gæsterne har fået fra Detur.
(Meldingen blev skrevet inden Detur blev opkøbt af Danske Aventura Rejser) Flere danskere var strandet i udlandet, efter Detur aflyste hele den resterende chartersæson. Her er en af de meldinger, som gæsterne har fået fra Detur. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og nu ved Carina Madsen ikke, om hun er købt eller solgt.

»Det har godt nok været hektisk. Det er ikke det, man ønsker. Vi holdt ikke sommerferie, for vi ville vente til oktober. Nu ved vi ikke, om vi kommer afsted.«

»Og så melder det næste spørgsmål sig. Får vi vores penge igen?«

Carina Madsen forklarer, at hun har forsøgt at kontakte Detur siden torsdag. Hun bliver mødt med et svar om, at hun har ringet uden for åbningstid, selvom hun har ringet indenfor deres åbningstider.

Og hvis hun en sjælden gang er kommet igennem, får hun fortalt, at hun bliver stillet igennem til en rejseleder.

»Men så lyder der en besked, som siger thank you and goodbye. Det er sgu træls.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Detur, men det har endnu ikke været muligt. På deres hjemmeside skriver de følgende:

'Vi beklager de gener og problemer, dette kan forårsage for de rejsende, hvis ture nu ikke finder sted. Det er dog desværre nødvendigt at skabe den organisation, der kræves for at være en stærk og sund virksomhed i fremtiden'.

'De rejsende, der er berørt af aflyste afgange, vil blive kontaktet af Detur kundesupport i afrejserækkefølge baseret på den nærmeste afrejsedato først'.