Det vil rejse sig i tre etager over gadeplan, give plads til 17 boliger og 44 parkeringspladser i kælderen foruden en 1.000 kvadratmeter stor biludstilling i stueetagen.

Men planerne om et stort nybyggeri midt i et villakvarter i Danmarks dyreste kommune har fået naboerne til at se rødt. Byggeriet skal kvæles ved fødslen, mener flere end 600 Gentofte-borgere.

Det skyldes ikke mindst, at byggestilen ifølge de nærmeste naboer ikke passer ind i bybilledet. En arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole bakker dem op.

»Som genbo er det en katastrofe,« siger Merete Skytte.

Hun er selvstændig og har sin adresse lige over for stedet, hvor byggeriet ønskes opført.

Den 48-årige kvinde beskriver sig selv om en af de naboer, der »fik kaffen galt i halsen«, da hun hørte om byggeplanerne.

»I 2021 bør man ikke have så stor en bilforretning midt i et villakvarter. Slet ikke lige ved Gentofte Sø, som er et naturskønt område, som mange lægger deres gåtur forbi,« siger hun.

Derfor har hun sammen med andre taget initiativ til en underskriftindsamling mod byggeriet. 623 borgere har i skrivende stund skrevet under og udtrykt deres modstand mod udvidelsen af den eksisterende bilforhandler.

Sådan ser Krogsgaard-Jensen ud i dag. Privatfoto
Sådan ser Krogsgaard-Jensen ud i dag. Privatfoto
Vis mere

Merete Skytte har primært to grunde til, at byggeriet aldrig bør igangsættes: Byggeriet er for stort og for aparte.

»Der kommer 17 boliger i to etager. De får altan – det er da lækkert for dem – men det giver fri adgang til at kigge lige ind i vores huse og haver. Vores privatliv bliver væsentligt forringet,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes ikke, stilen passer ind her. Der er gamle bevaringsværdige villaer her. Byggeriet ligner noget, der burde ligge i Nordhavnen eller et sted i Sydeuropa.«

Helt så krads er kritikken ikke fra Charlie Steenberg, der er arkitekt og studielektor Kunstakademiets Arkitektskole.

623 borgere har i skrivende stund skrevet under og udtrykt deres modstand mod udvidelsen af den eksisterende bilforhandler. Foto: KHR Arkitekter/Aktindsigt i 'forslag til bebyggelse på Brogårdsvej 44 og 48,' Gentofte Kommune
623 borgere har i skrivende stund skrevet under og udtrykt deres modstand mod udvidelsen af den eksisterende bilforhandler. Foto: KHR Arkitekter/Aktindsigt i 'forslag til bebyggelse på Brogårdsvej 44 og 48,' Gentofte Kommune
Vis mere

Men ifølge hendes vurdering adskiller byggeriet sig væsentligt fra de omkringliggende huse.

’Det der først slår en, når man ser på visualiseringerne, er størrelsen på det samlede bygningsvolumen - det adskiller sig væsentligt fra de omkringliggende villaer på små parceller,« siger hun og fortsætter;

»Dernæst er facaden trukket helt frem til fortovskanten, hvilket ændrer hele gaderummets karakter.  Hvad der yderligere virker fremmed for kvarteret er de flade tage samt facadernes højde. Hvis projektets mål har været at få en maksimal udnyttelse af de sammenlagte matrikler, må det siges at være lykkedes, men det giver ikke meget tilbage til byen eller kvarteret.«

Merete Skyttes udskældte genbo er bilforhandleren Krogsgaard-Jensen. Toyota-forhandleren har ligget i villakvarteret i mere end 60 år. Men tiden er ifølge ejeren inde til at udvide.

»En kommune udvikler sig og skal jo udvikle sig hele tiden. Den så også anderledes ud, da min farfar og farmor flyttede til for snart 100 år siden og åbnede forretning på Brogårdsvej for mere end 60 år siden, og Gentofte har været dygtig til at gøre sig attraktiv, så folk vil gerne bo her, og der er behov for nye boliger,« skriver ejerne Kresten Krogsgaard-Jensen og Thomas Bendt Madsen i en mail til B.T.

Modstanden fra naboerne i kommunen, der har landets højeste kvadratmeterpris, er dog massiv.

Det kom til udtryk på et borgermøde tidligere på måneden.

Her rejste en række af de nærmeste beboere bekymring for, at deres privatliv vil blive kompromitteret af nybyggeriet.

»Vi bliver nogle af dem, der skal have trukket gardinerne for i vores soveværelse,« lød det fra en borger, der ligesom Merete Skytte italesatte bekymringen for, at nye tilflyttere fra deres altan vil kunne se ind i naboernes hjem og haver.

En udsendt fra KHR Arkitekter, der står bag projektet, erkendte, at man fra anden sal ville få indkig i andres matrikler.

»Uderummene (på boligerne, red.) er trukket tilbage, så man skal bevidst stille sig op og kigge ned i haven til sin nabo,« lød svaret til denne bekymring.

Andre af de nærmeste beboere skældte ud på den moderne arkitektur, der er nedfældet på tegnebrættet.

Over den 1.000 kvadratmeter store biludstilling, vil der blive opført 17 boliger i to plan. Foto: KHR Arkitekter/Aktindsigt i 'forslag til bebyggelse på Brogårdsvej 44 og 48,' Gentofte Kommune
Over den 1.000 kvadratmeter store biludstilling, vil der blive opført 17 boliger i to plan. Foto: KHR Arkitekter/Aktindsigt i 'forslag til bebyggelse på Brogårdsvej 44 og 48,' Gentofte Kommune
Vis mere

»Jeg synes, at projektet ligner noget, der burde ligge et helt andet sted end midt i det her gamle villakvarter, vi bor i, og som har den kvalitet, vi har valgt at købe hus ud fra,« lød det fra en umiddelbar nabo.

En anden tæt nabo supplerede:

»Hele området er jo et villakvarter med ældre huse, mange fra begyndelsen af 1900-tallet.«

»At bygge den slags lige foran en sø, synes jeg vil være rigtig synd,« lød det.

Hos Krogsgaard-Jensen lyder det, at man er ked af kritikken. Målet er et kvalitetsbyggeri, som »vil være med til at skabe et flottere byrum«.

Derfor er der også »brugt rigtig meget tid«, og der er »lagt mange ressourcer« i forslaget

»Vi er ikke drevet af billige løsninger eller optimering af værdien, vi ønsker at opføre et toplækkert byggeri, som vi og kommunen kan være stolte af,« lyder det fra ejerne.

De fortsætter:

»Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra borgere, der synes, det er dejligt, at der kommer udvikling og nye borgere til. Drømmen er selvfølgelig, at alle er glade og tilfredse, og vi tager også gerne et personligt møde med dem, der er utrygge og ikke umiddelbart er glade for projektet, for at se, om der er noget, vi eventuelt kan gøre, så de også bliver tilfredse.«

»Men selvfølgelig er det meget svært at gøre alle glade, når der skal bygges nyt, og der sker forandringer.«

Der er nu op til økonomiudvalget i Gentofte Kommune at beslutte, om man ønsker at gå videre med projektet. Sker det, vil der blive udarbejdet et forslag til lokalplan, som skal sendes i høring hos borgerne.