En revisor, to år og en god burger, det er hvad der skulle til, for at burgerkæden Bøff Burgerbar nu har vendt skuden.

I 2019 købte Søren Hall Hviid Larsen den lille burgerkæde Bøff Burgerbar, der netop var gået konkurs. Knap to år efter er kæden, der ligger i Sydhavn, Valby, Hillerød og Helsingør, en sund forretning, skriver Finans.

For første gang i to år kan den lille virksomhed, der tidligere hed Rumbles, nemlig præsentere sorte tal på bundlinjen.

Og med de sorte tal i ryggen, så vil burgerkæden nu tage kampen op på et ellers umiddelbart mættet burgermarked. Jagger, Gasoline Grill, Halifax, Sliders og Cocks and Cows, det er nemlig bare nogle af de kæder, som Bøff vil udfordre,

Dog lå det slet ikke i kortene, at Søren Hall Hviid Larsen, der ejer Bøff Burgerbar, skulle nå hertil. Han er nemlig revisor.

For knap tre år siden sad han over for to iværksætterildsjæle, der havde startet Rumbles, som revisor. Men de to iværksættere havde dog ikke råd til at betale revisorregningen. Derfor fik han 10 procent af virksomheden.

Et lille år efter gik burgerkæden konkurs, og Søren Hall Hviid Larsen endte med at købe kæden. Han mener nemlig, at Bøff Burgerbar kan tilbyde burgerelskerne noget nyt.

»De fleste brugerrestauranter i København har en meget amerikaniseret tilgang til burgere. I stedet laver vi burgere med en tilgang, der hedder: Den bedste burger er den, man selv gerne ville kunne lave,« siger han og henviser til, at man på Bøff Burgerbar selv bygger sin egen burger.

Og nu er målet, at endnu flere skal kunne bygge deres egen burger. Bøff vil nemlig åbne flere restauranter og udfordre markedet.