Venstre og V-formand Jakob Ellemann-Jensen døjer ikke blot med sløje vælgermålinger, hvor partiet står til at blive halveret i forhold til valgresultatet for to år siden.
Nu langer vennerne i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS også ud efter Ellemann og Venstre.
Det er CEPOS’ cheføkonom og vicedirektør, Mads Lundby Hansen, der i Berlingske siger, at Venstres økonomiske politik i de seneste 20 år aldrig har været ‘mindre ambitiøs’, end i de to år, hvor Jakob Ellemann-Jensen har været formand for Danmarks liberale parti.
Mads Lundby Hansen har tidligere været cheføkonom i Venstre på Christiansborg og arbejdet som økonom i Finansministeriets skattepolitiske kontor.
Så det er en mand, der kender Venstre indefra, der nu er ude med riven.
»Venstre har med Ellemann som formand ikke leveret reformforslag, der batter noget for dansk økonomi. Det er det mindst reformivrige Venstre siden 2001. I hvert fald når det kommer til den økonomiske politik. Når jeg ser på Venstre over de seneste 20 år, har partiet aldrig haft så få reformforslag på hånden, som det har i dag,« siger Mads Lundby Hansen til Berlingske.
Han påpeger, at Venstre siden 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen indtog Statsministeriet og indførte skattestop, har været med til at gennemføre store økonomiske reformer af skat, kontanthjælp, dagpenge og tilbagetrækningsreformer, som har øget beskæftigelsen med mere end 200.000 personer.
Men nu er reformsporet i Venstre under Ellemanns ledelse sandet til, mener Mads Lundby Hansen.

Venstre har ganske enkelt ikke leveret reformudspil, som mærkbart vil øge beskæftigelsen og væksten i Danmark, mener Mads Lundby Hansen.
Ellemann bør ifølge CEPOS-økonomen omfavne de tanker om økonomiske reformer af blandt andet pensionsalder, SU og skattepolitik, som De Radikales formand Sofie Carsten Nielsen lancerede for nylig.
De Konservative mener, at kritikken af Ellemann og Venstre er forfejlet og unfair, da Ellemann blot havde været formand et halvt år, da coronakrisen rullede ind over Danmark.
Hvis Venstre havde kørt frem med reformudspil under pandemien, ville de være druknet i coronahåndteringen, mener De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.
Omvendt er Liberal Alliance grundlæggende enig med Mads Lundby Hansen og CEPOS i, at Venstres reformiver er fodslæbende.
I sms'en til Berlingske afviser Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, kritikken fra Mads Lundby Hansen.
Troels Lund Poulsen påpeger, at Venstre blandt andet har fremlagt et reformudspil af udlændingepolitikken, der ifølge Venstre vil flytte titusindvis af indvandrere og efterkommere fra passiv forsørgelse til arbejde.
Og så mener han, at Mads Lundby Hansen i det hele taget skal ‘komme ud af sin osteklokke’.



