Der er fundet alarmerende høje værdier af perfluorerede stoffer i brystmælk, viser en ny rapport fra USA.

Det skriver Dagbladet.no.

Perfluorerede stoffer anvendes f.eks. i maling, lak, imprægnering af tøj, i nogle typer af pizzabakker, tæpper og indersiden af mikroovns-popcorn.

Studiet har undersøgt 50 kvinder i USA. De fleste af kvinderne havde meget høje værdier, skriver The Guardian.

Forskerne bag studiet mener, at det er bekymrende for de nyfødtes helbred, selvom de ikke ved nøjagtigt, hvordan det påvirker spædbørnene.

Forskerne har dog en teori om, at det kan skade immunforsvaret.

»Disse stoffer forurener det, der burde være naturens perfekte mad,« siger Erika Schreder, medforfatter og videnskabsdirektør ved Toxic Free Future til The Guardian.

Hun mener, at industrien bør finde alternativer til kemikalierne ved at oplyse om deres skadelige effekt på menneskers sundhed.

Babyer er særlig følsomme over for stofferne, når de ammes, sammenlignet med en voksen.

I Norge er brugen af perflurorerende stoffer ikke nær så alarmerende som i USA.

Studiet er offentliggjort i Environmental Science and Technology journal.